Billede beskrivelse

Stafet For Livet Dronninglund fejrede livet og fællesskabet

02. september 2024 kl. 19.01

DRONNINGLUND: Hver tredje dansker får kræft, så det er med god grund, at der sættes fokus på den alvorlige og meget udbredte sygdom. 

Det sker bl.a. ved det store arrangement Stafet For Livet, hvor der i et helt døgn laves en række aktiviteter, der alle handler om kræft. 

Stafetten blev i Dronninglund afviklet i weekenden i Den Grønne Oase midt i byen, hvor man i 24 timer fejrede livet og fællesskabet samtidig med, at der blev samlet penge ind til kræftsagen. 

Billede beskrivelse

Stafet For Livet er en holdaktivitet, hvor så mange som muligt går eller løber sammen på en rute i op til et døgn.

Det var formand Lone Møller, der bød velkommen, og her gjorde hun bl.a. opmærksom på, at der i år var to temaer i fokus.

- Det ene er senfølger, som vi gerne vil arbejde på, at politikerne får øjnene op for. Det næste er fællesskab, og det har vi jo allerede, for vi står her sammen, og det er fantastisk, sagde hun.

Herefter tog Annette Dam Hansen fra Hjørring over. Hun er en såkaldt ’fighter’. Det er personer, der enten har haft eller har kræft, og dem var der i alt 41 af.

Billede beskrivelse

Annette fik i 2020 konstateret endetarmskræft. 

- Jeg blev opereret, og alt gik, som det skulle, fortalte hun.

- Kræftpakken fungerede. Jeg fik en midlertidig stomi og havde det faktisk udmærket og var overbevist om, at jeg snart kunne vende tilbage til mit arbejde. På et tidspunkt anbefalede lægerne, at jeg skulle have ført min stomi tilbage. Det fik jeg, men så startede mit livs mareridt. De næste godt to år tilbragte jeg på vores toilet og mistede fuldstændig mit sociale liv. Det var forfærdeligt. Sidste sommer besluttede jeg så at få lavet permanent stomi. Det er jeg glad for og tilfreds med, men jeg har fortsat masser af komplikationer og skal igennem endnu en stor operation her til efteråret. Det er så underligt, for da jeg havde kræften, havde jeg det faktisk udmærket. Det var først, da lægerne fjernede den alvorlige sygdom og erklærede mig kræftfri, at jeg blev syg og mistede hele min identitet og skulle til at finde ud af, hvem jeg var. Det døjer jeg stadigvæk med nu, hvor jeg er 51 år og lige har fået tilkendt førtidspension, sagde Annette Dam Hansen, der efterlyste mere fokus på senfølger efter kræft.

- Kræftpakken fungerer perfekt, men 60% får problemer med senfølger, og det bør der gøres noget ved, sagde hun.

Billede beskrivelse

Herefter kunne den egentlige stafet starte, og det gjorde den som altid med, at fighterne i deres karakteristiske gule t-shirts i samlet flok gik den første runde på banen alene, mens alle de fremmødte hyldede dem med klapsalver. Herefter var det alle de mange tilmeldte, der indtog banen for de næste 24 timer at være i bevægelse og skaffe penge til den vigtige kamp mod kræft.

315 havde på forhånd tilmeldt sig stafetten, men flere tilsluttede sig i løbet af døgnet, hvor der udover løbet foregik mange andre aktiviteter. Det hele sluttede søndag ved middagstid med, at alle deltagere samlet løb eller gik ruten igennem en sidste gang.

- Der har været en fantastisk stemning hele døgnet med masser af aktivitet, kunne formand Lone Møller fortælle ved afslutningen.

- Vi har været cirka samme antal deltagere som sidste år. Hvor meget, vi har tjent på arrangementet, kan jeg endnu ikke sige, men jeg forventer et overskud på niveau med sidste år, sagde en tilfreds Lone Møller ved afslutningen på Stafet For Livet Dronninglund 2024.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste