Billede beskrivelse

Søsterloge har fået ny ledelse

29. maj 2025 kl. 06.03

BRØNDERSLEV: Odd Fellow Ordenen i Brønderslev, Søsterloge nr. 69 Faklen, har valgt ny ledelse for de kommende to år. Valget sker traditionelt i ulige år.

Det fortæller Søsterloge nr. 69 Faklen. 

Den nye ledelse består af Lone Milling som overmester, Lone Nielsen som undermester, Annette Christiansen som sekretær, Henny Mann Jensen som skatmester og Judith Sørensen som kasserer.

Lone Milling, der er 66 år og medlem af logen siden 2012, har tidligere varetaget posterne som kapellan og sekretær. Hun udtrykker stor glæde over den nye rolle og den udvikling, logen gennemgår:

- Jeg glæder mig over en stor tilgang af nye søstre her i 2025, for det er alle nuværende søstres fortjeneste, at mange har lyst til at være en del af vores fællesskab. Hos os har vi gode sociale relationer, fælles oplevelser og ro fra en travl hverdag, og det er absolut muligt at være søster, selvom man stadig er på arbejdsmarkedet. Forskellige aktiviteter i logen gør det muligt for os at støtte især lokale velgørende formål, og i flere år har vi doneret julekurve og konfirmationshjælp via menighedsplejen i Brønderslev.

Privat er Lone Milling gift med Christian Milling. Parret har en datter og et hjem med både hunde, heste, katte og høns. Hun arbejder som lektor ved Nørresundby Gymnasium & HF.

- Det at være en del af logen giver et nærvær mellem os søstre. Vi hører ofte, at det er aftener, der giver ro, fordybelse og nye tanker, som vi alle ser frem til, tilføjer hun.

Søsterlogen mødes to onsdag aftener om måneden – fra september til midt i maj.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste