Billede beskrivelse

Smil og godt humør på en regnfuld skovskole

26. august 2024 kl. 19.03

DRONNINGLUND: Vejrudsigten var ikke den bedste, da knap 100 nye 1.g’ere på Dronninglund Gymnasium onsdag efter skoletid med højt humør begav sig ud på den lange vandring fra DG til skovskolen i Dronninglund Storskov med base i Rosenholt Hytten.

Forude ventede tre dage med udfordrende aktiviteter som opbygning af madtelte med rafter, skovløb med indbyggede opgaver og biologiøvelser med fokus på alle de små kravl, der rører sig i skovbunden, og som senere i hytten blev nærstuderet i mikroskop.

Billede beskrivelse

Vejrudsigten holdt dog med hidsige byger ind imellem, uden at det dog smittede af på stemningen og humøret.

- Det var et møgvejr, og vi har stort set ikke haft tørt tøj på i to dage, men det var superhyggeligt og alle tiders skovskole, fortæller Caroline Funch Larsen 1ab.

Det er nok de færreste elever, der i det daglige selv står i køkkenet og laver aftensmad, men på skovskolen er der ’ingen kære mor’. Hvordan får man så lige organiseret og lavet mad til små hundrede sultne elever plus alle de 2. og 3. g’ere, der som tutorer skulle hjælpe de nye til rette? Frem for at stå med mange små gryder, købte gymnasiet sidste år nogle megastore wok-gryder, så der er en gryde pr. klasse. 

Nu var det så op til eleverne i hver klasse at organisere en fælles indsats, så for mange kokke ikke fordærvede maden. De enorme gryder blev langsomt fyldt op med grønsager, kød, krydderier og alle de andre ingredienser, der skal i et velsmagende måltid.

Billede beskrivelse

I det daglige har eleverne deres mobiltelefoner i frikvartererne, men på Skovskolen er der selvfølgelig ingen mobiltelefoner. Så i stedet for at kaste sig ud i de sociale medier var der nu masser af tid til at koncentrere sig om sine nærmeste, kammeraterne i klassen og alle de andre. Det var ikke helt nemt for nogle elever, men for de fleste en god oplevelse at kunne holde fri og være nærværende sammen med andre.

- Det er jo hele pointen med skovskolen. Nemlig at styrke fællesskabet i klassen og på tværs af klasserne. For uden et godt fællesskab er det heller ikke nemt at skabe et godt læringsmiljø og dermed optimale betingelser, for at eleverne er motiveret i undervisningen, fortæller Ole Kunnerup, der sammen med Anni Hedegaard, Peter Kornum og Jakob Trige var lærerkræfterne bag arrangementet.

Billede beskrivelse

Ud over de forskellige faglige øvelser og udfordringer i skoven, stod der selvfølgelig også hygge og underholdning omkring lejrbålet på programmet. Selv om skoven var regnvåd og fugtig, så blussede bålet lystigt om aftenen, og traditionen tro optrådte tutorerne som danselærere, så de nye elever kunne øve sig i DG-dansen, der er fast indslag, når eleverne om et par uger skal til introfest.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste