Billede beskrivelse

"Små fællesskaber" vil gerne være større: - Det giver stor glæde

19. december 2025 kl. 06.01

BRØNDERSLEV: Det er onsdag eftermiddag, og i et fælleslokale på Plejecentret Støberiet, midt i Brønderslev by, breder der sig en duft af lun, hjemmebagt kringle.

Der skal kræses om plejecentret beboere.

Først skal de hygge sig over en kop dampende kaffe og en fristende, lun kringle. Bagefter skal der spilles pakkeleg med 30 forskellige pakker, som en gruppe frivillige har pakket og forberedt i dagens anledning. Der er dømt hygge på Støberiet!

De frivillige har meldt sig til Røde Kors-projektet "små fællesskaber", der handler om at få skabt kontakt mellem en gruppe frivillige og beboere på plejecentre - eller plejehjem, som folk flest stadig kalder det.

Forebygger ensomhed

En af de frivillige er Lis Dybbro Nielsen, der, sammen med et par andre frivillige, har arrangeret denne hyggedag for de af Støberiets beboere, som har lyst og overskud til lidt fællehygge.

- Jeg har meldt mig som frivillig, fordi jeg godt kan lide ældre mennesker, og jeg nyder at være her på centeret. Men også fordi jeg blev enke sidste år, og som frivillig får man også selv noget ud af det; man får glæde ved at være sammen med andre mennesker, og ved at være frivillig kan man forebygge en mulig ensomhed, siger Lis Dybbro Nielsen.

Billede beskrivelse

Hun har været frivillig i Røde Kors-projektet siden begyndelsen af oktober.

- Det er hyggeligt at snakke med beboerne. Eller synge sammen; for de elsker at synge. Og i sidste uge lavede vi højtlæsning for beboerne. Vi læste Astid Lindgrens "Alle vi børn i Bulderby", og de nød at lytte til historien, fortæller Lis Dybbro Nielsen.

Hyggehjørnet samler

Denne onsdag eftermiddag står den altså på kaffe med hjemmebagt kringle og pakkespil i "Hyggehjørnet", som arrangementet bliver kaldt. 

Det er faktisk en smule atypisk for det, som Røde Kors kalder for "små fællesskaber". For i hyggehjørnet bliver det et lidt større fælles arrangement.

- De frivillige i "små fællesskaber" skal som udgangspunkt bare komme og være sammen med beboerne på et plejecenter/plejehjem. De kan måske bare være sammen - og snakke med - en enkelt beboer. Eller de kan være sammen med en lille gruppe, som de eksempelvis kan spille kort med. Der er ingen krav til de frivillige. Alle og enhver kan være med uden særlige forudsætninger, siger Carina Kruse, der har været en slags tovholder i Røde Kors for at få projektet "små fællesskaber" skudt i gang.

Et tættere samarbejde

På plejecentret Støberiet er det plejehjemsleder Mathilde Ravn Hougesen, der har taget imod den udstrakte hånd fra Røde Kors og indledt et samarbejde omkring "små fællesskaber".

- Der er flere beboere, som har lettere ved at være i små fællesskaber end i større forsamlinger, så det er et godt tilbud for nogle af plejecentrets 48 beboere, siger Mathilde Ravn Hougesen.

Hun uddyber med at fortælle, at der i en ny ældrelov lægges op til, at plejecentre skal arbejde tættere sammen med civilsamfundet: Frivillige, pårørende og lokalsamfundet i det hel taget, så Røde Kors-projektet "små fællesskaber" er helt i tråd med ældreloven.

"Små fællesskaber" Blev sat i søen for snart et år siden. I Brønderslev kommune samarbejder Røde Kors med tre plejecentre om "små fællesskaber". Der er foruden Støberiet i Brønderslev, Elmehøj i Øster Brønderslev og Margrethelund i Dronninglund.

Det er dog ikke helt lykkedes at få det ønskede antal frivillige til at melde sig til "små fællesskaber".

- Vi vil meget gerne have flere frivillige til "små fællesskaber"-projektet, så hvis der sidder nogen derude, som overvejer at melde sig, så hører jeg meget gerne fra dem på min mailadresse, som er cacch@rodekors.dk, opfordrer Carina Kruse.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste