Billede beskrivelse

Skolen er væk, men minderne lever

15. juni 2024 kl. 12.26

DRONNINGLUND: De var lidt i tvivl om, hvor mange der egentlig gik i den klasse, der i 1962 tog realeksamen fra Dronninglund private Realskole, da klassen forleden mødtes i Dronninglund. 

Ikke i den gamle skole, for den er for længe siden revet ned, men i det nybyggede kvarter, der hedder Frikvarteret. Det ligger netop på den grund, hvor den gamle skole lå. De mødtes i fælleshuset, og her er der rester af den gamle skole, idet nogle af de gamle mursten er genbrugt bl.a. i indgangspartiet. Lidt af den gamle skole er der altså tilbage, men minderne er der til gengæld mange af.

14 fra den gamle klasse mødte op for at hygge, snakke og mindes, at det efterhånden er 62 år siden, de forlod skolen. Der blev snakket en del om, hvor mange de egentlig var i klassen. 

Der kom bud på både 24 og 30 uden at komme tallet nærmere. Alle var dog enige om, at der var mange flere end de 14, der mødte op, selv om der dengang i al almindelighed ikke var så mange, der tog realeksamen. De fleste gik ud, når de var blevet konfirmeret. Faktisk var det kun godt 25 procent, der tog realeksamen det år. Endnu færre tog studentereksamen, nemlig 8 procent.

Klassen er mødtes jævnligt gennem årene ved jubilæer, men for et par år siden besluttede de, at de fremover mødes hvert år.

Som én bemærkede, så er alderen nu så fremskreden, at der ikke må gå fem år mellem sammenkomsterne. Derfor mødes de igen om et år.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste