Royal Hotdog Walk i Brønderslev

Pølseboden i Brønderslev inviterer til en stafet, hvor der ikke må løbes - til gengæld skal der spises en hotdog per runde

30. juli 2019 kl. 08.21

BRØNDERSLEV: En morgen fik pølsemanden i Pølseboden i Brønderslev en idé. Det er Rasmus Lange, som driver Pølseboden på Banegårdspladsen.

Der havde for nylig været Royal Run, og der havde netop været Roséløb i Skagen - det havde han set noget om på tv aftenen før.

- Så skal vi også have noget i Brønderslev, tænkte han.

Idéen til Brønderslevs version af et løb tog derpå hurtigt form, og kommunen blev kontaktet, så man kunne få lov at bruge Banegårdspladsen.

- Samme dag inden klokken 14 var vi i gang og havde aftalt med kommunen og lavet plakater, fortæller Rasmus Lange.

Der bliver tale om et stafet ved navn Royal Hotdog Walk med tre mand på hvert hold, og de skal hver gå tre runder.

- Når de har gået 110 meter, er der forfriskninger, og så skal de ind i Pølseboden igen en af gangen, forklarer Rasmus Lange.

Her skal de så spise en hotdog, mens næste mand på holdet sendes ud på ruten. Det hele er på tid, men man må ikke løbe, og der er en præmie til hurtigste hold.

- Men den største præmie uddeler vi for den flotteste udklædning og den bedste holdånd. Der bliver præmier til nummer et, to og tre, fortæller Rasmus Lange.

Pølsemanden håber på, at det bliver en sjov dag.

- Det er ikke meget seriøst, smiler han.

Royal Hotdog Walk har fået stor opmærksomhed på de sociale medier, og der er allerede næsten fyldt op med tilmeldinger til de 20 hold, der er plads til, uden at Banegårdspladsen skal spærres af til begivenheden.

Løbet afvikles 17. august. Ruten er 210 meter, svarende til 1000 hotdogs. Der sluttes af med en kold øl på CT.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste