Rose deltog sammen med sine fodboldvenner i Dronninglund Løbet
DRONNINGLUND: Arrangørerne kalder selv løbet for Nordjyllands hyggeligste løb, og en kendsgerning er det da også, at løbet afvikles i og omkring Dronninglund i den skønne natur langs den Jyske Ås.
Løbet starter og slutter ved Dronninglund Gymnasium, og traditionen tro var det også i år arrangeret af naturvidenskab- og idrætsklassen 2.b fra gymnasiet. Det er eleverne, der står for alle dagens aktiviteter, og det er så også eleverne, der får det forventede overskud. Det skal gå til elevernes studietur til Club La Santa senere på året.
310 deltog i løbet, og det var lidt flere end sidste år. Det hyggelige arrangement havde noget for alle. Der var gå- og løbeture på 3 km, og der skulle også efter planen afvikles maratonløb. Der var dog for få tilmeldte på denne distance, så det blev aflyst. På alle de andre ruter var der til gengæld masser af tilmeldte. På 5 km løberuten var der således 80 deltagere, og på den lidt kortere løberute på 3 km var der 77 deltagere.
Inden løberne, der repræsenterede alle aldersgrupper, blev sendt ud på de forskellige ruter, var der fælles opvarmning. Det stod eleverne naturligvis også for i det fine efterårsvejr med høj sol og kun en smule vind.