Rikke følte det som en stor ære at blive nomineret til en pris
HJALLERUP. Da Brønderslev Kommune for kort tid siden delte priser ud til både fritids- og kulturlivet, var der ti personer, foreninger og institutioner, der blev hyldet med priser og trofæer.
Langt flere var indstillet og nomineret, og alene det var for mange en anerkendelse og stor oplevelse.
Det gælder således foreningen Kick Linedance i Hjallerup.
- Vi er utroligt stolte over nomineringen, fortæller Rikke Kristiansen fra foreningen og tilføjer:
- Vi har været en del af Hjallerups foreningsliv i over 26 år, og mange lokale har været igennem vores fællesskab i årenes løb. Vi har deltaget i Open by Night-arrangementer i både Hjallerup, Klokkerholm og Dronninglund. Vi har afholdt asfaltballer, vi har lavet workshops for både private ved forskellige personalefester, og vi har givet opvisninger til mange arrangementer rundt omkring i lokalområdet til stor glæde for deltagerne.
Nomineret
En af danserne havde indstillet Kick Linedance til foreningsprisen. I indstillingen roses foreningen til skyerne.
"Det er en forening med to fantastiske undervisere, der gennem mange år har samlet unge som ældre to gange om ugen. En forening hvor humøret er højt, masser af dans og god musik. Det er en forening, der gerne stiller op til opvisning til byens arrangementer for at sprede glæde og højt humør gennem linedansen. Foreningen skaber fællesskab, bevægelse og liv for de enkelte deltagere og for byen som helhed," lød det bl.a. i indstillingen.
- Det er helt rørende at læse de pæne ord, indrømmer Rikke og fortsætter:
- Vi har netop afsluttet vores sæson med en dejlig fest, hvor der blev hygget og danset. Vi stopper dog ikke med at danse endnu, for der venter fem uger med sommerdans for dem, der gerne vil være med lidt endnu.
Også for unge
- Vi har en klub, som vi er stolte af, men vi må indrømme, at 26 år faktisk er mange år, og det kan vi også se på gennemsnitsalderen i klubben. Heldigvis kan vi glæde os over, at denne sæson har budt på flere unge dansere på begynderholdet.
- Vi håber denne udvikling vil fortsætte, så vi har nogen, som måske har lyst til at fortsætte og på sigt overtage klubben, når vi om forhåbentlig mange år ikke mere er så lette til bens, siger Rikke Kristiansen.
Hun er desuden - sammen med sin mand, Niels-Erik - instruktører i foreningen.
Næste sæson i Kick Linedance starter omkring 1. september.