Rekordernes marked i Hjallerup
HJALLERUP: Selv om det endelige regnskab endnu ikke er opgjort, er formanden for markedsudvalget, Stefan Jacobsen, ikke bange for, at sige at årets marked i Hjallerup er bedre end sidste års.
Her skal man lige huske, at det var et særdeles godt marked i 2023 med flotte besøgstal og omsætning.
- Skal vi måle på glade ansigter og glade frivillige og alt det, jeg helst vil måle på først, så har det været et fantastisk marked, fortæller formanden ved markedets afslutning søndag aften.
- Mit indtryk er, at vi som minimum kommer til at ligne sidste års marked, men med en lidt større omsætning. Det sidste er svært at vurdere, for vi har endnu ikke talt søndagen med, og det er den, der altid er jokeren. Vejret har været med os, og det betyder meget. Der har været masser af glade gæster. Jeg tror faktisk, vi har haft op imod 250.000 gæster i løbet af de fire dage.
Mange frivillige
- Skal vi snakke rekorder, så vil jeg også nævne de frivillige. Vi har aldrig haft så mange frivillige som i år. Vi plejer at ligge på omkring 2.000, men i år har der været langt over 2.100 registrerede frivillige. Hertil kommer så et antal, der ikke vil stå i vagtplanen, men gerne giver en hånd med. Det betyder meget, og det er meget tilfredsstillende. I det hele taget har det været et stille og roligt marked uden større uheld og med mange glade mennesker på pladsen alle dage. Det har været et godt marked, men også hårdt, så nu glæder jeg mig til at komme hjem og indhente lidt af den søvn, der ikke blev tid til under markedet, slutter Stefan Jacobsen.