Peter og Jan modtager stor hyldest: Kan de gøre det igen?
ASAA/BRØNDERSLEV: De skrev en lille sportshistorie, da de sidste år - for andet år i træk - vandt landsmesterskabet i billardspillet fri carambole. Peter Jensen og Jan Bøhm Jensen fra Brønderslev Billardklub. For det var første gang, at et hold - tilmed med de samme to spillere - vandt den titel to år i træk.
De to makkere gik fredag aften på scenen - foran 400 mennesker i Asaa Hallen - for, sammen med en række øvrige danske og nordiske mestre, at lade sig hylde til "Brønderslev kommunes Fritids- og Kulturpris" 2026 - også kaldet "Det store Award Show".
Hvordan var det så at blive hyldet på scenen i en fyldt sportshal, spurgte jeg efterfølgende Jan Bøhm Jensen.
- Årrhh - det har vi jo prøvet før, griner Jan Bøhm Jensen. Med henvisning til, at de to makkere også var på scenen sidste år, da "Det store Award Show" blev holdt i Østsidehallen i Øster Brønderslev.
Da alle prismodtagerne var kommet op på scenen i Asaa Hallen, blev Peter Jensen hevet frem i forgrunden og interviewet af sponsor- og eventmanager Lars Bisgaard Andreasen.
Peter Jensen udtrykte stolthed og glæde over at have vundet landsmesterskabet to år i træk, og han udtrykte samtidig håb om, og tro på, at de måske kan vinde titlen for 3. år i træk, da de i år har vundet deres indledende gruppespil og dermed er tæt på at kvalificere sig til dette års landsfinale.
Jan Bøhm Jensen er lidt forsigtig optimist med hensyn til at vinde for 3. år i træk.
- Hvis vi spiller op til vores bedste, så er der ikke nogen, som vi ikke kan slå. Men hvis vores modstandere spiller op til deres bedste, kan de også slå os, så alt kan ske. Det vil da være dejligt at score hat trick i mesterskaber, men så skal vi altså spille op til vores allerbedste, fastslår Jan Bøhm.
Landsmesterskabet i fri carambole bliver spillet senere på foråret.