Billede beskrivelse

Peter Juul overtager MJ-BYG: Både Thomas og medarbejderne følger med

15. januar 2026 kl. 11.03

BRØNDERSLEV: Murerfirmaet Peter Juul ApS udvider forretningen pr. 1. februar med overtagelse af alle aktiviteter og medarbejdere i MJ-BYG Brønderslev.

- Vi har gennem flere år haft et ønske om at opbygge en organisation med den størrelse og styrke, der skal til for at kunne imødekomme de stigende krav i byggebranchen, fortæller Peter Juul i en pressemeddelelse. 

Peter Juul er selv udlært i MJ-BYG Brønderslev i sin tid, da virksomheden hed Murerfirmaet Mogens Jensen. Aftalen er altså kommet på plads som følge af et langvarigt og tillidsfuldt samarbejde mellem de to parter, og Peter har et indgående kendskab til både kulturen og værdierne i den virksomhed, han nu overtager.

Alle ansatte følger med

Samtlige medarbejder fra MJ Byg tilbydes at fortsætte deres arbejde hos Peter Juul med de samme maskiner, biler og værktøjer, som de er vant til. Peters murerfirma vil herefter runde omkring 60 medarbejdere, mens der samtidig er planer om yderligere udvidelse i takt med den vækststrategi, der ligger bag opkøbet.

Nuværende ejer af MJ-BYG Brønderslev, Thomas Jensen, fortsætter ligeledes hos Peter Juul, hvor han vil fortsætte sit gode arbejde og samtidig holde fast i sine kunderelationer og samarbejdspartnere, som naturligt følger med over i den nye organisation. 

- Det har haft stor betydning for os, at alle medarbejdere får mulighed for at fortsætte deres ansættelse i Murerfirmaet Peter Juul ApS. Samtidig er vi trygge ved, at virksomheden og kunderne kommer i gode hænder, siger Thomas Jensen, der har drevet MJ-BYG Brønderslev ApS gennem næsten 30 år.

MJ-BYG Brønderslev ApS fortsætter som selskab uden ansatte og vil fortsat varetage garantiopgaver, herunder 1- og 5-års eftersyn på tidligere gennemførte projekter samt færdiggørelse af igangværende opgaver.

- Vi ser frem til at samle kræfterne og skabe en stærk platform for fremtidig vækst, kvalitet og samarbejde, udtaler Peter Juul og Thomas Jensen i fællesskab.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste