Billede beskrivelse

Pernille overtager sin mors klinik: Håber på mindst 19 år mere

29. marts 2026 kl. 06.02

BRØNDERSLEV: For 19 år siden åbnede Mona Birgitte Christensen Klinik Be Nice i Bredgade i Brønderslev. 

Hun ansatte dengang sin næsten 19-årige datter, Pernille Vinther Poulsen, som var nyuddannet som kosmetolog og negletekniker.

- Jeg spurgte Penille, om hun havde lyst til at arbejde her i Klinik Be Nice, og det havde hun heldigvis, så nu har vi været sammen i klinikken fra dag ét - og 19 år indtil videre, siger Mona Birgitte Christensen.

Det var været 19 år, hvor mor har været chef - men det ændrer sig nu.

Lørdag 2.maj overdrager Mona Birgitte Christensen nemlig butikken til Pernille Vinther Poulsen. 

Og så bliver det altså datteren, der bliver chef for sin mor.

- Jeg har besluttet at lave overdragelsen i god tid. Man ved jo aldrig, hvad der kan ske; og jeg er jo ikke er helt ung længere. Ved at foretage overdragelsen nu kan den komme til at ske gnidningsfrit, forklarer Mona Birgitte Christensen.

Overdragelsen kommer klinikkens kunder dog ikke til at mærke så meget til, for Mona Birgitte Christensen fortsætter i klinikken som ansat - formentlig et par år endnu.

- Jeg glæder mig til den kommende tid. Til kun at have en 35-timers arbejdsuge og tre ugers sommerferie, griner Mona Birgitte Christensen.

- Så er det dig, der skal til at have de lange arbejdsdage og ikke får tid til at holde tre ugers sommerferie, tilføjer hun og kigger på sin datter: 

- Ja, og det glæder jeg mig til. Jeg håber da at kunne videreføre Klinik Be Nice - mindst - 19 år mere, svarer Pernille Vinther Poulsen - fuld af optimisme.

Godt samarbejde

Mor og datter er enige om, at de har gjort det godt sammen de første 19 år.

- Vi har været gode til at forny os og skabe en god virksomhed. Det er vigtigt for både os selv og for Brønderslev by, siger mor og datter samstemmende.

Så er spørgsmålet jo, om 3. generation står klar i kulissen til at overtage klinikken, når den tid engang kommer?

- Det kan da godt være, for jeg har da en datter, men hun er kun en lille pige - ikke ret gammel - så det er alt for tidligt at tale om endnu, siger Pernille Vinther Poulsen.

Den officielle virksomhedsoverdragelse finder sted 2. maj klokken 10.30.

Her overdrager mor Mona nøglen med rødt bånd på, som skal klippes med en guldsaks.

Overdragelsen fejres i klinikken fra klokken 10 til 15.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste