Per regner med, at han er en af de sidste hestehandlere i landet
HJALLERUP: Hjallerup Marked er stadigvæk et hestemarked.
Hestene står ganske vist ikke på lange rækker og tælles ikke mere i tusinder, men på årets marked var der alligevel 123 af forskellige racer og størrelser at kigge på - og måske købe.
- Det er ikke nemt at sælge heste i øjeblikket, forklarede en af de erfarne hestehandlere, Per Thybo, der driver Stald Lindholm ved Viborg.
Det er et af landets største stutterier.
- Der er uro i verden, og det kan man godt mærke i hesteverdenen. Hvis man siger noget andet, lyver man. Priserne er dog ikke blevet lavere, for der er ingen heste til salg. Det er en mangelvare.
Per Thybo har været med i mange år. Også på markedet i Hjallerup.
- Det er jo mest børn og især piger, der køber hest i dag. De voksne ser man sjældent. Det kræver tillid at handle med heste. Det er ikke nemt, og jeg har da også selv af og til købt den forkerte hest, men så elsker jeg det gamle motto, at hvis man rammer ved siden af potten, må man selv tørre op. Der vil altid være en nitte imellem, og er der ikke det, laver man for lidt, sagde han, der sælger heste hver dag året rundt.
- Der er ikke så mange tilbage af min slags. De fleste er døde, og selvom jeg ikke er så gammel, er jeg en af de ældste. Der kommer ingen nye til. De gider ikke. Der er for meget arbejde, men for mig er det ikke bare et arbejde. Det er en livsstil.
- Jeg tror, jeg er født med evnen til at sælge heste. Jeg har naturligvis fået mere erfaring gennem årene. Jeg kan faktisk på afstand se, om folk vil købe en hest eller bare kigge. Jeg kan tage fejl, men for det meste har jeg ret. Alle skal dog have den samme behandling, om de køber eller ej, fortalte han, mens han hele tiden blev afbrudt af mulige kunder eller andre hestehandlere.
- Jeg har 22 heste med i Hjallerup, og hvor mange jeg kommer til at sælge, aner jeg ikke. En del får jeg nok med hjem igen, men sådan er det. Vejret er ellers perfekt. Det kan nemt blive for varmt og støvet, men det er godt markedsvejr i dag.
- Jeg nyder dagene på markedet, og heste er jo min store interesse. Min far sagde altid, at det var bedre at lugte af hest end af hash. Og jeg er helt enig, sagde Per Thybo.