Seneste nyt
Billede beskrivelse

Seniorfestival er igen på plakaten i Brønderslev

19. juli 2026 kl. 09.23

BRØNDERSLEV: Midt i august danner Brønderslev på ny ramme om Seniorfestival.

Et alsidigt program af kultur, motion, historie og sociale aktiviteter er på plakaten med det formål at skabe nye fællesskaber og styrke livskvaliteten.

Festivalen skydes i gang søndag den 16. august, og allerede dagen efter byder programmet blandt andet på opera under åben himmel i Rhododendronparken.

Ligeledes er der fremtidsværksted på biblioteket, byvandring med Vildmosemuseet og et kig på kvinders liv gennem de seneste 100 år. Resten af ugen fortsætter festivalen med et bredt udvalg af aktiviteter.

Deltagerne kan blandt andet prøve naturgolf, petanque og krolf, opleve film i BASbio, deltage i foredrag, fællessang og erindringscaféer eller udfolde sig kreativt med porcelænsmaling og bygning af insekthoteller.

Der bliver også mulighed for at opleve veteranbiler, deltage i musikbingo og samles om fællesspisninger flere steder i kommunen.

Bag festivalen står Grønningens Centerråd i samarbejde med en lang række lokale aktører.

Disse omfatter blandt andet Brønderslev Bibliotek, Vildmosemuseet, Brønderslev Kirke, BASbio, Ældre Sagen samt Familie- og Firmaidræt.

 Seniorfestivalen blev første gang afviklet i fjor med ønsket om at styrke lokale fællesskaber gennem kulturen.

Ambitionen er fortsat at samle seniorer til en uge med inspirerende oplevelser og nye møder på tværs af interesser og baggrunde.

Del artikel
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste