Nordjyske hestekræfter indtager Jerslev
JERSLEV: På lørdag den 25. juli bliver Jerslev fyldt med motorlarm, hestekræfter og spænding, når LandboUngdom Region Vendsyssel inviterer til Nordjysk Mesterskab i traktortræk.
Fra kl. 12 dyster nogle af landsdelens stærkeste traktorer om at trække den tunge slæde længst muligt i en konkurrence, hvor både maskinernes kræfter og førernes evner bliver sat på prøve.
Traktortræk er en oplevelse for hele familien med masser af action, stemning og store maskiner helt tæt på. Trækket i Jerslev afvikles på markedspladsen, hvor der naturligvis også fristes med kolde fadøl og fylde til maven.
Der er gratis entré for medlemmer af LandboUngdom samt for børn under 12 år. Øvrige gæster må slippe 100 kroner ved indgangen.