Billede beskrivelse

På job som skiinstruktør i Japan

19-årige Daniel Kringelbach fra Brønderslev er kommet hjem efter en sæson som skilærer i Japan - det gav mange store oplevelser

27. juni 2019 kl. 15.37

BRØNDERSLEV: 19-årige Daniel Kringelbach fra Brønderslev er kommet hjem fra en sæson som skiinstruktører i Japan.

Han har undervist i Japan hele vinteren, hvor han har haft gæster fra hele verdenen på nordøen Hokkaido i Japan.

De får hvert år gennemsnitligt 15-18 meter sne, oplyser skiinstruktørfirmaet Snowminds, som Daniel Kringelbach har været af sted med.

Daniel Kringelbach skriver her om sin oplevelse i Japan.

BRØNDERSLEV: Jeg valgte at tage på skisæson, fordi jeg altid har været på skiferie med familien og tænkt: ‘det der, det vil jeg gøre når jeg “bliver stor”’. Jeg havde mange sommerfugle i maven over at skulle undervise mennesker man ikke kender i et helt fremmed land. Desuden er Japan jo et stort spring at tage fra lille Danmark, så jeg var nervøs for kulturen og menneskerne, men som jeg hurtigt fandt ud af så det var jo noget af det bedste ved hele turen.

Kulturen er meget anderledes, især sproget, og netop derfor valgte jeg at rejse med Snowminds, som kunne hjælpe mig med alt det praktiske. Det er svært at beskrive ens tilværelse i Japan, men det var helt igennem bare fantastisk at være skiinstruktør i Japan. Menneskerne er så søde og rare, på trods af en klar sprogbarriere. Man underviste mennesker fra hele Asien, som altid er respektfulde og søde mennesker, som gerne vil lære at stå på ski.

Dog underviste vi aldrig Japanere, da vi havde japanske instruktører til det, men så var japanerne vores kolleger i stedet - og jeg er ikke meget for at indrømme det, men jeg fældede nok en lille tåre, da vi skulle sige farvel til dem. Selvom det er meget langt væk hjemmefra, så falder man så godt til i Japan. Kulturen er fantastisk og selvom sproget er meget anderledes, så kommer man langt med lidt engelsk og nogle håndfagter - alle vil gerne hjælpe.

Vi hikede også en aktiv vulkan på en klar og solrig dag. I spørger nu sikkert, om den virkelig er aktiv, men det er den, og man kan endda stå ned i krateret. Det var en meget lang tur op ad vulkanen, men efter mange timers hike satte jeg mig ned ved siden af min ven og kiggede ud på det vidunderlige landskab. Det var så fantastisk en følelse at sidde midt på en aktiv vulkan i Japan, hvor man selv er gået op og nu sidder og funderer over de mange oplevelser man har gjort sig. Det er virkelig en oplevelse jeg sent vil glemme!

Kulturen i Japan går meget op i renlighed (både i sjælen og på kroppen), og så er de alle sammen søde til at hjælpe og tager sig tid for at hjælpe en forvirret turist som jeg. Alt i alt er de respektfulde og søde mennesker - og dét er nogle livsværdier jeg tager videre med i livet. Og så selvfølgelig de venner jeg har fået på den anden side af jordkloden, som vil være mine venner for livet.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste