Nyt VVS-firma i Brønderslev

Henrik Højbjerg har åbnet en afdeling af sin virksomhed i Brønderslev

15. oktober 2019 kl. 14.03

BRØNDERSLEV: Højbjergs Smedie og VVS hører egentlig til i Dybvad, men indehaver Henrik Højbjerg bor i Brønderslev. Han har længe pønset på at åbne en afdeling i Brønderslev, og det er nu lykkedes.

- Jeg mente, der var plads til en VVS-forretning mere, og vi har fået mere og mere arbejde i byen uden egentlig at gøre noget ud af os selv men via fra mund til mund-metoden. Jeg satte mig for, at hvis jeg kunne få en lokal ansat, så ville jeg prøve det, så vi var fri for at ligge og køre så meget frem og tilbage fra Dybvad af. Så var jeg heldig, at der før sommerferien kom en mand og søgte job ved mig, fortæller Henrik Højbjerg, der ellers oplever, at det er svært at skaffe folk i branchen.

Men efter et godt stykke tid er det altså lykkedes, og firmaet tæller nu ni ansatte, heraf er den ene hans kone Camilla Louise Vaaben Christensen, der for nylig er begyndt på kontoret i firmaet.

- Det er blevet større og større sådan hen ad vejen, fortæller Henrik Højbjerg.

Han skal nu selv være både i Dybvad og Brønderslev, mange gange kører de også bare direkte ud på den plads, de arbejder på.

- Vi har rigtigt meget arbejde i Aalborg, vi kører også til Vejen lige i tiden.

Nu håber Henrik Højbjerg at få mere arbejde i Brønderslev og omegn. Hans firma er specialist i varmepumper og i landbrug men laver også alt muligt andet.

- Vi gør meget i varmepumper, det synes jeg er rigtigt spændende, og det er oppe i tiden i og med at fyringssæsonen er startet, fortæller Henrik Højbjerg.

Firmaet tager sig også af serviceopgaver som folk, der skal have skiftet en vandhane, repareret et toilet, der løber, eller have kigget på en radiator, der ikke virker.

Lige nu er de også i gang med et stort arbejde i en kæmpe fabrikshal på havnen i Aalborg, de er med til at bygge et hestestutteri nede i landet og går snart i gang med en stor grisestald, som de godt og vel resten af året skal arbejde på.

- Det er en god blanding. Vi laver alt indenfor VVS, opsummerer Henrik Højbjerg.

Det ny værksted ligger på Godsbanevej, hvor han har lejet et lokale bag Ginge-bygningen.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste