Nyt spisested i Asaa er kommet godt fra start
I starten af august åbnede Heidi Folden og Heinrich Christiansen deres gastronomiske hus på torvet midt i Asaa. Madhåndværk kalder de stedet, fordi det skal rumme alt inden for madhåndværk.
Det har været et par travle måneder for det initiativrige par, og først i sidste uge var der tid til at holde en egentlig reception, hvor alle var inviteret.
Mange mødte op og fik en festlig modtagelse af Gerå Engvejs Gadeorkester. Indenfor var der dækket op med smagsprøver på noget af den lækre mad, huset kan producere. Heinrich fortalte også de mange fremmødte lidt om, hvad huset kan. Den store sal er således særdeles velegnet til private fester af forskellig slags.
Både Heidi og Heinrich har været i branchen i mange år og satser på at fremstille en række hjemmelavede produkter med vægt på økologi, bæredygtighed og gode, lokale råvarer.
De første måneder er gået over al forventning.
- Kunderne har bakket os op, og vi kunne ikke have ønsket os en bedre start, lyder det fra Heinrich Christiansen.
De mange lækkerier kan købes i den tilknyttede butik, der holder åbent hver fredag kl. 10-18.