Nyt hundehotel i Brønderslev
Louise Heberg Krogh holder åbent hus på Vildmosevej søndag
BRØNDERSLEV: Det er en mangeårig drøm, der nu går i opfyldelse for Louise Heberg Krogh. Hun har netop åbnet Heberggaard Hundehotel og Pension på adressen Vildmosevej 31 i Brønderslev.
Familien har altid haft hund i de 21 år, de har boet på Heberggaard. For tiden schæferen Enjoy på tre et halvt år. Og de har også haft heste og katte. Ligeledes som barn var der dyr i hjemmet.
- De seneste fem-seks år har vi snakket om ideen, og i fjor tog det for alvor fart, da vi begyndte at søge forskellige tilladelser.
Der er 14 bokse med hver sin udendørs løbegård, ligesom der er en karantæneafdeling. De er indrettet i en tidligere hestestald på Heberggaard.
Louise Heberg Krogh tager imod hunde for en korte og længere periode. Også kun i dagtimer, hvis der er behov for, at hunden ikke er hjemme.
Louise Heberg Krogh beholder sit job som lærer gennem 19 år på Hedegårdsskolen i Brønderslev, men regner med at skulle trække på hjælp til hundehotel og pension.
Det har taget otte måneder at få de nødvendige tilladelser fra diverse myndigheder i hus. Blandt andet skal der en tilladelse fra Fødevarestyrelsen til.
Heberggaard Hundehotel og Pension modtager også herreløse hunde og katte via samarbejde med politiet.
Der er åbent hus på søndag mellem klokken 13 og klokken 15.