Bjørn Møiniche Kristensen (t.v.) stopper som indehaver af Kom i Form i Brønderslev. Fra årsskiftet står Stine og Michal Hartmann Schøn i spidsen for træningscentret. Foto: Allan Mortensen
Mennesker

Nye indehavere af Kom i Form: Stine og Michal vil skabe en slags klub-atmosfære

14. november 2021 kl. 10:00

Mens Bjørn Møiniche Kristensen siden 2005 har stået i spidsen for Motionscentret Kom i Form i Valdemarsgade 2 i Brønderslev, så får centret fra årsskiftet nye ejere. Stine og Michal Hartmann Schøn overtager Kom i Form, der fortsat drives som et selvstændigt træningscenter.

De nye indehavere bor kun et par hundrede meter derfra, og de glæder sig selvsagt til at få det daglige ansvar.

- Det er en drøm, der går i opfyldelse. Vi har begge to trænet det meste af livet, og i mange år her i centret. Nu er det op til os at drive det i samme gode retning som Bjørn har gjort. Og det ser vi meget frem til, siger Michal Hartmann Schøn.

Han er 57 år, mens hustruen og den kommende medkompagnon, Stine er 46 år.

- Kom i Form adskiller sig fra mange af de kommercielle kæder. Medlemmerne er ofte lidt mere modne, og det bidrager til en speciel atmosfære. Det vil vi værne om, selv om vi naturligvis også meget gerne ser de helt unge medlemmer, konstaterer Stine Hartmann Schøn.

De nye ejere slår således fast, at der ikke ændres på centrets solide fundament.

- Der laves ikke noget om på hverken indretning eller koncept. Vi lancerer dog nogle nye tilbud, men det er mere i retning af, at brugerne fremover kan se frem til mere sparring og support. Vi går meget op i, at medlemmerne skal opleve et resultat af deres træning og det vil vi hjælpe dem med, forklarer parret.

- Og så håber vi meget, at vi kan skabe en slags klub-atmosfære. Lidt a la det man oplever i foreningerne. Folk må meget gerne blive hængene efter træning, og vi håber ligeledes at kunne lancere en række sociale tiltag, tilføjer Stine og Michal Hartmann Schøn.

Bjørn Møiniche Kristensen har løbende moderniseret centret med nye maskiner og inventar. Han har i et stykke tid ønsket at afhænde stedet for at fokusere på sit fuldtidsarbejde som ambulanceredder.

- Jeg har haft mange gode år her i centret, men nu er tiden kommet til, at andre tager over. Og jeg glæder mig naturligvis over, at det er to lokale ildsjæle med masser af erfaring fra træningsmiljøet, der får roret, siger Bjørn Møiniche Kristensen.

Overtagelsen markeres officielt i begyndelsen af det nye år.

Andre læser også

Andre læser også

Nyeste

Hot lige nu