
Ny og anderledes vaskehal er for biler og hunde
Lige siden indehaveren af Din Bilpartner i Nørregade i Dronninglund, Kim Fredborg, for fem år siden købte nabogrunden, har han spekuleret på, hvad han skulle bruge den til.
Det har han nu fundet ud af og er allerede gået i gang med sit nye projekt.
- Jeg vil lave en vaskehal, fortæller han.
- Ikke bare en almindelig vaskehal, men noget særligt og noget, der vil gøre bilvask og rengøring af bilen til ugens højdepunkt. Med den nye vaskehal er vi på forkant med udviklingen, og det passer mig godt. Jeg vil gerne være lidt foran i stedet for bare at leve op til det, vi skal i dag, siger Kim Fredborg.
Vaskehal til elbiler og store biler
Den nye vaskehal bliver større end andre og kan tage biler på op til 3,30 meter i højden.
- Det er der ikke andre vaskehaller, der kan klare. Ud over almindelige personbiler kan den klare varebiler og minibusser og kan desuden tage el- og hybridbiler. En ny teknologi med et særligt hjulvaskesystem sikrer, at der ikke kommer vand i nærheden af batteriet. Denne særlige vaskemaskine fandt jeg i München. Den er det nyeste nye og sikrer, at ejere af elbiler nu også kan få bilens undervogn vasket. Der er i det hele taget tale om en fintuning af den måde, den vasker på og kommer vand på. Den bruger ekstremt meget vand, men til gengæld er genbrugsprocessen særdeles høj. Over 90% af vandet genbruges, og nogle særlige filtre sørger for kalkfri vask. Opvarmningen kommer til at ske via solceller på taget, oplyser Kim Fredborg.

Puslehal til bil og hund
Bag vaskerummet bliver der et venterum, som man heller ikke har set før. Det bliver et opvarmet rum med bløde stole, kaffemaskine og en automat, hvor man kan trække en vand eller lidt sødt. Her vil også være toilet. Ved siden af vaskehallen kommer der en stor puslehal, der er 8 meter bred og 14 meter lang. Her kan man stå tørskoet i det opvarmede rum og støvsuge, vaske måtter og i det hele taget rengøre bilen. Har man en campingvogn eller en autocamper, der skal gøres klar, kan man også gøre det her.
- Som noget het nyt og vist aldrig set før kan man også vaske sin hund og føntørre den, oplyser Kim Fredborg med en vis stolthed.

Ikke meget dyrere
- Pris og kvalitet hører sammen, og det gør det også i det her tilfælde. Jeg kommer til at lægge mig nogenlunde, hvor de andre vaskehaller ligger rent prismæssigt. Det kan godt være, at den billigste vask til 69 kroner, eller hvad den nu koster, kommer til at koste 79 kroner hos mig, men det er klart, at den ikke skal koste 179 kroner. Det er et dyrt projekt, men jeg skal jo ikke leve af det, og jeg tror på idéen.
Det er et omfattende projekt, men nu vi er i gang, og jeg drømmer om at kunne tage imod de første kunder omkring 1. september. Der er dog mange ting endnu, der skal falde på plads, men åbninger sker senest til oktober, siger han og fortæller videre, at han også har købt nabohuset syd for sit værksted.
- Her er tanken, at det ældre hus skal rives ned for at give plads til en parkeringsplads, men her er alle tilladelser endnu ikke i hus, slutter Kim Fredborg.