Kasserer Henning Pedersen, skatmester Bjørn Strandos, sekretær Leif Heisselbak, undermester Svend Erik Trudslev og overmester Lasse Jensen. Foto: Bjarne Thomsen
Mennesker

Ny ledelse i Odd Fellow i Brønderslev

18. november 2021 kl. 09:25

Odd Fellow Ordenen i Brønderslev, Broderloge nr. 71 Richard Marley, har efter lang tids venten fået ny ledelse. Landets loger vælger i ulige år sin ledelse for de kommende to år.

Det oplyser Odd Fellow i Brønderslev i en pressemeddelelse.

- Logens brødre har til de kommende halvandet år valgt Lasse Jensen som logens overmester, Svend Erik Trudslev som undermester, Leif Hejselbak som sekretær, Bjørn Strandos som skatmester og Henning Pedersen som kasserer, skriver de.

Lasse Jensen er 71 år og har været medlem af logen siden 2001. Lasse Jensen har forud for sin indstilling til overmesterposten bestridt posterne som sekretær og undermester.

Lasse Jensen der er født i Jerslev og bor i Brønderslev. Er gift med Aase og har to voksne piger. Lasse Jensen er pensioneret fra Forsvaret.

- Det er en spændende tid, vores loge går i møde. Efter ca. halvandet år nedlukning pga. corona er vi kommet godt i gang igen med vor møderække, tilslutningen er god. Logens medlemmer har savnet fællesskabet, oplyser Lasse Jensen.

Logen er i gang med at udarbejde en vision, der beskriver et fremtidigt billede af logen.

- Det er den fælles retning, som hele logen skal arbejde efter at opnå. Hvis logen ikke har en vision, ved brødrene ikke, hvor ledelsen ønsker, at logen skal bevæge sig hen og hvilket mål, der skal realiseres.

Vi værner om de faste rammer og de gamle traditioner, som Odd Fellow Ordenen blev bygget på i 1819. Vi fortæller ikke så meget om, hvad vi gør i logen, da det kan virke absurd, hvis man piller enkelte dele ud af helheden, men som helhed bliver det til noget meningsfuldt for den enkelte, oplyser Lasse Jensen.

Odd Fellow Ordenen i Brønderslev dækker et stort geografisk område, fra Østervrå i nord til Løkken og Saltum i vest, Brovst i syd og Hou i øst.

Andre læser også

Andre læser også

Nyeste

Hot lige nu