Ny formand vil være talerør for unge
15-årige Signe Juelsgaard Andersen glæder sig til at arbejde for at styrke ungdomskulturen sammen med de andre i ungerådet
BRØNDERSLEV: Ungerådet i Brønderslev har konstitueret sig og har fået ny formand. Det er 15-årige Signe Juelsgaard Andersen, som går i 9. klasse på Skolegades Skole i Brønderslev.
Hun er i forvejen en meget aktiv skoleelev, som er formand for sit lokale elevråd på Skolegades Skole, formand for elevrådet i skoledistrikt syd i Brønderslev, lokalformand for Danske Skoelevers lokalafdeling i Vendsyssel og medlem af hovedbestyrelsen for Danske Skolelever på landsplan.
Nu har hun altså fået endnu en post i ungerådet, som dækker de unges liv bredt og ikke kun skolelivet.
- Jeg tror, der er mere at tage fat i med ungerådet, og man får input fra forskellige områder. Jeg tror, det kan være godt at få mange forskellige perspektiver, mener Signe Juelsgaard Andersen.
Formandsposten vandt hun på demokratisk vis på rådets seneste møde, hvor fem af rådets 18 medlemmer ønskede formandsposten.
- Jeg tror generelt, jeg synes, at unge har brug for et talerør, og jeg vil gerne være det talerør og have mulighed for at få indflydelse, forklarer Signe Juelsgaard Andersen, der brænder for ungedemokrati og ungeindflydelse.
Det kan konkret være i forhold til mange forskellige emner, som berører de unge i Brønderslev Kommune. Det ny ungeråd er i en opstartsfase, hvor de er i gang med at vende idéer til, hvor de skal lægge deres fokus.
- Vi vil gerne styrke ungdomskulturen og få flere fester og arrangementer.
Et af de emner, de har haft oppe at vende, er offentlig transport, som de ønsker der også skal være i udkanten af Brønderslev Kommune, så de kan deltage i de ting, der kan samle unge i kommunen.
Et andet emne er det ny ungehus i Brønderslev, som det forrige ungeråd har brugt meget krudt på at få op at stå og som nu kører.
- Jeg tror, at hvis ikke nogen havde blandet sig, så havde vi ikke fået noget ungehus. Og vi kan se, at der bliver brugt helt vildt, fortæller Signe Juelsgaard Andersen, der også selv bruger huset - fx til møder i de mange råd, hun er involveret i.
Det ny ungeråd har også lavet et husråd, der skal have med ungehuset at gøre og være med til at fylde indhold og aktiviteter i huset.
Engagerede unge
En af de ting, der motiverer den ny formand, er muligheden for at præge tingene sammen med andre engagerede unge.
- Det kan godt være, at der er unge, der ikke er engagerede, men der er også mange unge, der er. Det er godt, at vi har et ungeråd, der er sygt engageret og giver de unge en stemme, siger Signe Juelsgaard Andersen, der fortæller, at hun motiveres af, at de unge også har noget at skulle have sagt og ikke bliver set på som ”dumme unge” men bliver taget seriøst.
- Vi bliver ikke taget med bare for, at man kan sige, at man havde en ung med. Vi bliver taget seriøst, lyder hendes forventning.
- Vi har tænkt os at have en god kontakt til politikerne i Brønderslev. Vi er meget åbne for samarbejde.
Signe Juelsgaard Andersen ser frem til de næste to år, som rådet er valgt for.
- Jeg tror, det bliver megafedt. Jeg glæder mig til at arbejde sammen med ungerådet og finde ud af en hel masse ting, og jeg glæder mig til at arbejde med ungdomspolitik og til at se, hvor det fører hen ad, og hvad vi får udrettet, siger hun.
Hjælper på sidelinjen
Ungerådet består af unge i alderen 14 til 18 år.
Ungerådet har også en koordinator, som er ansat af Brønderslev Ungdomsskole til at hjælpe ungerådet. Det er Marie Weiergang.
- Jeg hjælper dem på sidelinjen, og min opgave bliver også at være bindeled mellem de unge og det politiske niveau. De unge vil også gerne diskutere sager, som det voksne byråd kan tage med i deres arbejde. Der skal også ske en koordinering af, hvad de snakker om blandt de voksne og hvad der rører sig, og hvor de unges gode råd og deres holdninger til sagerne kan komme med i betragtning, når der skal besluttes noget, fortæller hun.
Marie Weiergang peger på, at det er vigtigt, at de unge kan mærke, at de før en forskel, når de sidder i ungerådet.
- Ind i mellem bliver det for de voksnes skyld, når man har et ungeråd, og det dur ikke, for så er der kedeligt for dem at være med. Der skal være nogle sager, hvor de mærker, at de bliver lyttet til, mener hun.