Ny formand i Brønderslev Rideklub
Søren Steen er sprunget til som formand - rideklubben styrer lige nu igennem en tid præget af corona
BRØNDERSLEV: Brønderslev Rideklub har fået ny formand. Klubbens tidligere formand, Sandra Seidenberg har trukket sig, og næstformand Søren Steen er sprunget til som ny formand.
- Vores nuværende formand har af personlige årsager valgt at trække sig. Så fungerer næstformanden indtil videre som formand, og vi havde to muligheder, enten af kalde til ekstraordinær generalforsamling eller prøve at konstituere os selv, fortæller Søren Steen.
Bestyrelsen valgte at gøre det sidste, en suppleant blev kaldt ind og blev medlem af bestyrelsen, og Søren Steen er nu fungerende formand.
- Vi satser på at køre videre, som det er nu indtil næste år, fortæller Søren Steen, der fortæller, at han som næstformand har haft et utroligt godt samarbejde med formanden, hvor de har kørt det side om side og informeret hinanden, så på den måde er han allerede godt inde i opgaven.
- Jeg havde jo ikke lige regnet med det ville komme, men det er ikke nyt for mig. For mange år siden har jeg også været formand for Lerbæk Rideklub, fortæller han.
Søren Steen har også for et par år siden stiftet en erfa-gruppe, hvor formænd for nordjyske rideklubber mødes - lige nu foregår det så ved at skrive til hinanden.
- Det har vi brugt meget i den her coronatid, for vi står meget med det samme, så vi kan sparre med hinanden, fortæller Søren Steen.
Døtre er ryttere
Søren Steen rider ikke længere selv, men det har han gjort. Det gør til gengæld hans to døtre, som begge er aktive ryttere i klubben.
- Den ældste er 16 år nu, og hun var vel ikke andet end fem-eks år, da vi begyndte med ridning til hende. Som ung var jeg selv rytter, og det var min kone også, så de blev nærmest presset ud i det, fortæller han med smil i stemmen.
Det startede altså med, at pigerne gik i Brønderslev Rideklubs elevskole, og efter et par år blev Søren Steen medlem af bestyrelsen. Efter en pause derfra kom han for tre år siden i bestyrelsen, og de seneste to år har det været som næstformand.
Brønderslev Rideklub er en klub, der gerne vil gøre noget for børn.
- Vi vil gerne være der for at uddanne de små nye fra skolen af, det stiler vi højt efter, at så mange unge som muligt kan komme ind på skoleheste og komme i gang med ridning, fortæller Søren Steen.
Der er også mange aktiviteter i klubben, der både har stævner med spring og dressur og andre arrangementer i løbet af året.
- Vi har også opstaldningsmuligheder for private, og vi afholder kåringer for Dansk Varmblod, siger Søren Steen.
Udfordrende tid
Det seneste stykke tid har der selvfølgelig ikke været arrangementer pga. coronakrisen.
- Det har været noget af en udfordring, fordi det først blev meldt ud, at vi skulle lukke ned ligesom alle andre, fortæller Søren Steen, der fik talt med forskellige myndigheder for at gøre opmærksom på, at de ikke kunne lukke stalden ned.
- Den er jo fyldt af levende dyr. Der var stor forståelse, og vi fik hurtigt lavet gode retningslinjer for, hvordan vi skulle håndtere det, fortæller han.
Søren Steen peger på, at heste ifølge dyreværnsloven skal motioneres enten på mark eller ridebane, og man har lavet en ordning i klubben, hvor folk kan booke sig på to timer af gangen for at komme ud og passe deres heste. På den måde sikres, at der højst er ti personer til stede af gangen.
- Det er faktisk gået rigtigt godt. Folk er rigtige gode til at følge det og få det til at gå op, fortæller Søren Steen.
Der er også taget andre forholdsregler med håndsprit og papirshåndklæder.
- Vores største udfordring er økonomi. Elevskolen står stille, men elevhestene skal stadig have mad i munden, og det er dyrt, fortæller Søren Steen.
Klubben har oplevet, at nogle få elever er faldet fra, men ellers hænger de fleste på og er stadig tilmeldte.
- Det er lidt samme billede, som alle andre foreninger har, vurderer formanden.
Lige nu venter klubben i spænding på, hvornår der åbnes op for aktiviteter og i hvilken rækkefølge. Søren Steen indrammer dilemmaet:
- Vi håber, vi kommer hurtigst muligt i gang, men vi håber heller ikke, at det bliver for hurtigt.
Den ny formand har ikke planer om at lave store ændringer med klubben.
- Vi kører videre, så godt vi kan. Vi har lidt alvorlige udfordringer, men det er ikke værre end alle de andre. Noget af det, vi lever af, er væk i øjeblikket, så vi holder lidt vejret, siger han.
Ny næstformand i Brønderslev Rideklub er nu Anne Krogsgaard.