Erik Daugberg overlader efter 17 år som formand for fonden hvervet til Jette Skiveren. Privatfoto
Mennesker

Ny formand for støttefond: Har uddelt 11 millioner til lokale

11. juni 2022 kl. 16:30

Efter 17 år som formand for Sparekassen Danmarks fond har Erik Daugberg valgt at stoppe, og bestyrelsen har som ny formand valgt Jette Skiveren, der har været medlem af fondsbestyrelsen helt fra starten.

Gennem de mange år har fonden uddelt omkring 11 millioner kroner til gavn for Klokkerholmområdet. Det betyder, at foreninger i området har mulighed for at give sig i kast med både mindre og større projekter. Det var bl.a. sparekassefonden, som stod for investering i eksperter og derefter start af byens nye forening, ’Klokkerholm, Byen i Landskabet’.

Sparekassefonden i Klokkerholm blev stiftet, da Hellevad-Ørum Sparekasse efter 125 år som selvstændig i 2005 fusionerede med Sparekassen Vendsyssel. Erik Daugberg, som tidligere var direktør i Hellevad-Ørum Sparekasse, fik som en af de første sparekasser, som blev fusioneret med daværende Sparekassen Vendsyssel, lavet en god fusionsaftale og fik oprettet fonden i Klokkerholm på 25 millioner.

Herved fik fondens bestyrelse mulighed for at give afkastet af de 25 millioner i støtte. Fonden yder økonomisk hjælp til almennyttige eller velgørende formål inden for den tidligere Hellevad-Ørum Sparekasses daværende virkeområde. De 25 millioner kroner står stadig i fonden, og afkastet heraf uddeles fire gange om året. På Sparekassen Danmarks hjemmeside kan man læse mere om fonden og finde deadlines for ansøgninger.

- Det har været en fornøjelse at hjælpe de mange lokale foreninger, fortæller Erik Daugberg, der efter 28 år som direktør i Hellevad Ørum Sparekasse og 17 år som formand for Sparekassen Danmarks fond, Klokkerholm, nu vælger at blive rigtig pensionist.

Andre læser også

Andre læser også

Andre læser også

Nyeste

Hot lige nu