Ny forening giver gode oplevelser til udsatte familier

10. februar 2022 kl. 17.15

Selv om velfærdssamfundet har til formål at sikre et vist leveniveau for den brede befolkning, så er det også en kendsgerning, at der over hele landet er socialt udfordrede grupper. Det gælder ikke mindst for segmentet af børnefamilier, hvor ikke alle har mulighed for at sikre de yngste en barndom, der harmonerer med normer og standarder i Danmark anno 2022.

Oplevelser for Udsatte Familier er navnet på en nystartet forening, der forsøger at skabe små lyspunkter i hverdagen. Ægteparret Pia og Jørn Olsen fra Serritslev står sammen med René Olsen fra Vejle bag foreningen, som er baseret på en Facebook-gruppe af samme navn. Her har medlemstallet rundet 6.000, og med donationer fra især virksomheder bidrager foreningen med både gaver og oplevelser til værdigt trængende.

- Der bliver desværre flere og flere, der har behov for hjælp. Vores bidrag dækker kun en lille del af behovet, men vi er særdeles glade for de donationer, vi får. Det er med til at skabe glæde, lyder det fra Pia Olsen.

- Der er et rigtigt stort behov. Vi forsøger at gøre en forskel for børnefamilier, som ikke har råd til eksempelvis ferier og udflugter. Og så indsamler vi ellers gaver og øvrige donationer fra velvillige donorer, siger René Olsen.

Han startede foreningen i september i fjor som udløber af en tilsvarende forening i Vejle. Og på den relativt korte periode har Oplevelser for Udsatte Familier søsat adskillige arrangementer og formidlet utallige gaver til familier med brug for en håndsrækning.

- Det drejer sig om alt fra mad til legetøj, møbler og beklædning. De, der er medlem af gruppen, skriver direkte til os og fortæller om deres behov. Så vurderer vi, om vi kan hjælpe og i givet fald hvordan, siger René Olsen og fortsætter:

René Olsen lægger i øvrigt ikke skjul på, at det ofte er ganske barske forhold, der møder foreningens frivillige.

- Men når man så ser, hvor meget glæde det skaber, så rører det én dybt. Det er løn nok for mig, siger stifteren, der til dagligt er pensionist.

For nyligt har foreningen modtaget 30.000 kr. fra en producent af legehuse. I den modsatte ende af skalaen er der lige hentet et parti Dumle-spil, nogle rygsække og et par flotte legetøjselefanter. - Den ene er allerede afsat til et fødselsdagsbarn, oplyser Pia Olsen, der ofte står for den direkte kontakt til firmaer og organisationer. Jørn Olsen bidrager med administrativ hjælp, mens René er foreningens chauffør. Og selv om lagerpladsen efterhånden er trang, så håber de tre ildsjæle, at endnu flere har lyst til at gøre en forskel for udsatte familier.

- Allerhelst tager vi imod kontante donationer. Med dem kan vi skabe flere oplevelser – såsom udflugter og arrangementer, forklarer Jørn Olsen.

Netop pengegaver er medvirkende til, at der for tiden arbejdes på en weekendtur til København. De, der tilmelder sig, kan blandt andet se frem til en tur på Bakken og et hotelophold i hovedstaden med alt betalt.

- På tilsvarende vis har vi flere gange lavet aftaler med eventbureauer og forlystelsesparker, oplyser René Olsen, der også løfter sløret for en snarlig fastelavnsfest. Den løber af stablen den 27. februar i forsamlingshuset i Fjerritslev. Deltagerne samles op i bus og fragtes til festen, hvor der blandt andet fristes med kagemand, pizza og fastelavnsboller.

- Og så har butikskæden A-Z doneret udklædningsdragter til børnene. Det er endnu et eksempel på den velvillighed, der findes derude og som vi er afhængige af, konstaterer Pia Olsen.

Foreningen Oplevelser for Udsatte Familier drives udelukkende på frivillig basis, og alle indtægter går til de velgørende tiltag.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste