Billede beskrivelse

Ny brætspilscafé: - Brætspil kan skabe samtaler mellem folk

28. august 2024 kl. 06.01

DRONNINGLUND: Brætspil er ikke længere kun for børn, men vokser også i popularitet hos voksne. Derfor er der de senere år dukket flere brætspilscaféer op rundt omkring. Nu også i Dronninglund. Tirsdag 13. august åbnede dørene for første gang til brætspilscafé på loftet i Dronninglund Sognegård.

Brætspilscaféen er et sted for alle over 15 år, som har lyst til at mødes og spille sammen med andre. Om man er rutineret spiller eller nybegynder, om man kommer for at møde nye mennesker eller tager vennerne med til en hyggelig aften sammen, så er der plads til alle.

Helle Tina Abildgaard er initiativtager til den nye brætspilscafé. Hun har tidligere været frivillig i en brætspilscafé i Sct. Peders Kirke i Randers, og da hun flyttede til Dronninglund, savnede hun nogle at spille med.

Billede beskrivelse

- I Dronninglund er der ikke mange muligheder for yngre mennesker, hvis man ikke vil dyrke sport, siger Helle, som håber, at brætspilscaféen netop kan blive et mødested for unge og voksne.

Derfor fandt hun ud af at lave et samarbejde med Dronninglund Kirke for at føre tanken ud i livet. Faciliteterne fandt hun i Dronninglund Sognegård, hvor der er fine og hyggelige lokaler på loftet. I sognegården er der te og kaffe på kanden til de fremmødte.

Brætspil samler folk

Brætspil er en aktivitet, der skaber nærvær, og som kræver et samvær og samspil med andre mennesker. Derfor er det populært i en tid, hvor vi generelt har mindre mellemmenneskelig kontakt. Helle har tidligere oplevet, hvordan brætspil kan være med til at samle folk.

- Jeg synes, brætspil kan være med til at skabe en samtale for folk, som måske har svært ved at være sociale med andre. For andre er det bare det at leve sig ind i et spil, som gør, de måske får hverdagen på afstand, siger hun.

Der er allerede et godt udvalg af forskellige spil til rådighed i sognegården, men håbet er, at de deltagende også selv har lyst til at præge aftenens spil ved at tage deres egne yndlingsspil med. Man forpligter sig ikke til at deltage i brætspilscaféen hver gang, men Helle håber på at få gang i et godt flow, så der vil være mulighed for, at alle kan prøve de spil, de har lyst til.

Der er brætspilscafé hver tirsdag kl. 19 - 21.30 frem til 17. december. Det er ikke nødvendigt med tilmelding, så man kan bare møde op.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste