Ny bog fra Mette Telefoni: Så er Fanden løs...
Ordspil og ordsprog var en fast del af forfatter Mette Telefonis opvækst i Hollensted 12 kilometer uden for Brønderslev.
Billederne, som vendingerne skabte i hovedet, er nu blevet udgangspunktet for en børnebog på vers, der sender selveste Fanden ud at danse fandango.
Mette Telefonis er med egne ord opvokset langt ude på Lars Tyndskids mark.
- Og når det nogle gange var træls at skulle op, før Fanden fik sko på for at komme i skole, så var det da i det mindste bedre end et spark i røven. Hvad ordene betød, gav sig selv, skriver hun.
Men i sit arbejde som børnebogsforfatter begyndte Mette Telefoni at studse over de mange vendinger, som var en fast del af dagligdagen i barndommen.
- Alle steder, men måske især i Vendsyssel, hvor jeg er vokset op, bruger vi de her ordsprog, hvor ingen er i tvivl om, hvad vi mener, når vi siger det. Men da jeg begyndte at tænke over, hvad jeg egentlig har gået og sagt som en selvfølge altid, skabte det pludselig en masse sjove billeder i hovedet på mig, fortæller hun.
Dans med djævlen
Idéen til hendes nyeste børnebog - Fandens Fandango - opstod derfor ud fra udtrykket at tage en dans med djævlen.
- For var det mon ikke netop dét, Fanden havde sig som hobby? Når han en gang imellem trængte til en pause fra ondskaben?
- Først og fremmest synes jeg ikke, at alt skal være så pænt og ordentligt altid. Men tanken med bogen er også at give børn en indgang til, hvad de ord og sætninger, vi går og siger, også kan rumme, fortæller Mette Telefoni.
Sammen med de farverige tegninger, skabt af illustrator Line Birgitte, leger de sjove vers i bogen derfor med ordspillene og dobbeltbetydningerne i vores sætninger. Og håbet er, at den skæve fortælling kan sætte gang i fantasien hos de mindste og give dem lyst til selv at lege med ordene.
- Jeg synes, det er vigtigt at have den her nysgerrighed med sig, både når man skal lære, men også i måden at møde verden på. Det minder jeg også mig selv om, når man nu er en ydmyg vendelbo med begge ben på jorden, siger hun med et smil.
Fandens Fandango udkommer på Forlaget Rød Panda fredag 24. november.