Billede beskrivelse

Nu venter nye opgaver

Metal-formand Arne M. Jensen stopper efter 42 år i Metal-regi

03. maj 2018 kl. 04.47

BRØNDERSLEV: Det er blevet noget sikrere at arbejde på en Metal-arbejdsplads i dag i forhold til 1980’erne, da Arne M. Jensen kom ind i arbejdet i Metal.

På fredag stopper Arne M. Jensen i Metal Brønderslev efter 35 år som som formand og tre år som næstformand.

- Det er positivt, at færre kommer til skade. Men det tager stadig lang tid inden arbejdsskadesager kan afsluttes. 10 år er det højeste, jeg har oplevet, men fem-seks år er ikke ualmindeligt. Det kan man ikke være bekendt over for de folk, der er kommet til skade. Foruden at de skal slås med skaderne, bliver deres indkomst også halveret fra en Metal-løn til sygedagpenge.

Arne M. Jensen har været tæt på familier, der er ramt af arbejdsskader, og der er også medlemmer, der er så hårdt skadet, at de er døde efter kort tid.

Noget af det, Arne M. Jensen også mindes fra de mange år i Metal, er lønforhandlinger.

- Jeg er undertiden kommet ud på virksomheder. Jeg har oplevet, at der er råbt meget højt og smækket med døre. På én virksomhed nåede jeg slet ikke at komme til orde, men parterne fik raset af, og der var en god stemning i flere år efter, fortæller Arne M. Jensen.

Tidligere var der lønforhandlinger op til fire gange om året i virksomheder.

- Nu er det meget sjældent, vi bliver inddraget i lønkonflikter, fortæller Arne M. Jensen.

Arne M. Jensen er uddannet automekaniker, og var som ung aktiv i Metal Ungdom. I 1976 kom han i bestyrelsen for Metal Brønderslev. Da formanden, Harding Bager, pludselig døde tre-fire dage efter generalforsamlingen, hvor han var valgt, blev Arne M. Jensen som næstformand konstitueret formand, og indtog hvervet på kontoret dagen efter.

Dengang havde Metal kontor i Smedebygningen i Søndergade i Brønderslev.

I 1988 blev beslutningen truffet om at bygge nyt på Nordens Allé, hvor Metal siden har haft til huse.

- Det er nok den største beslutning, jeg har været med til. Men en god beslutning. Vi havde meget trange forhold i Søndergade.

Når Arne M. Jensen forlader Metal-afdelingen, sker det med et par håndfulde ledige.

- Vi har været nede på ét ledigt medlem, men også toppet med ca. 150 i de dårlige tider.

Der er ca. 725 medlemmer i Brønderslev-området og godt 4800 i hele Vendsyssel, hvor der er 114 ledige medlemmer.

Arne M. Jensen var formand indtil 2016, da Metal Vendsyssel blev resultatet af en fusion mellem de tre afdelinger i Hjørring, Frederikshavn og Brønderslev. Siden har han været næstformand.

Mens Arne M. Jensen er valgt formand, bliver hans afløser på kontoret, faglig sekretær Morten Møller Christensen, ansat. Han tiltrådte 1. oktober, så han i en periode kunne køre parløb med Arne M. Jensen.

Når Arne M. Jensen nu stopper skal tiden blandt andet bruges til mere socialt samvær med familien.

Han håber på at kunne få tid til at cykle. Han har en racercykel, faktisk nummer to. Den første var slidt op efter 25.000 kilometer på landevejene.

- Jeg har meget litteratur, jeg skal igennem, og så håber jeg også på flere fisketure. Det er ikke få fisketure han har været på sammen med sønnen Anders.

Han har fortsat sit byrådsarbejde, hvor han er gruppeformand for den socialdemokratiske gruppe, ligesom han er formand for Børne- og Ungeudvalget samt for Brønderslev Erhverv & Turisme.

Arne M. Jensen indrømmer gerne, at det bliver noget af en omvæltning i dagligdagen, at sige farvel til Metal.

Beslutningen om at stoppe traf han for fem år siden, da han fyldte 60 år. Der blev dengang ikke sat åremål på, men beslutningen var, at han ville stoppe inden dåbsattesten sagde 65 år. Og det har han så holdt.

Metal Vendsyssel markerer Arne M. Jensens tilbagetrækning med en reception fredag på Restaurant Hedelund i Brønderslev klokken 13-15.

Han deltog tirsdag i den sidste generalforsamling som formand og næstformand, men han kan stadig som seniormedlem deltage i generalforsamlingerne. Men som tilhører.

Gennem de mange år som formand har han aflagt 50 beretninger, idet der i en periode var to årlige generalforsamlinger.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste