Helene Clausen er indehaver af Algades Herrefrisør, som snart fejrer 60 års jubilæum. På billedet er det Franck Eriksen, der er under saksen.Foto: Lars Høj
Mennesker

Udgå ventetid ved frisøren: Nu kan herrerne trække nummer hos Helene

Man kan ikke bestille tid hos Algades Herrefrisør. Men på grund af coronakrisen kan kunderne nu trække et nummer, og det er populært hos herrerne. 1. december markerer salonen 60 år i de samme lokaler.

21. november 2021 kl. 15:00

- Vi er overraskede over at det fungerer så godt. Nemt og ligetil. Det har gjort hverdagen nemmere for både os og kunderne.

Det siger Helene Clausen, der ejer Algades Herrefrisør på 10. år. Og man kunne jo tro, at det så handlede om en eller anden digital nyskabelse, men næh nej. Helene Clausen har såmænd indkøbt en god gammeldags boks, hvor man kan trække en papirlap med et nummer, der angiver hvor mange der skal klippes før en selv.

En af Helenes kunder, der lytter med på snakken, supplerer.

- Hvis jeg kan se, at der er fem foran mig, kan jeg jo lige smutte hen og handle i ventetiden ... så er det overstået, siger Franck Eriksen, som sætter pris på det nye nummersystem. Og er aldeles ligeglad med, at man ikke kan bestille en tid på nettet, som ellers forlængst er standard hos nutidens frisører.

- Det at blive klippet er noget, der opstår spontant. Jeg kan godt have tænkt på det nogle dage, men jeg gider ikke gå på nettet for at bestille en tid og så vente nogle dage. Det skal være når jeg får tanken - her og nu, siger han.

Ingen duft af permanent

Franck Eriksen er også glad for, at Helene driver en salon kun for mænd.

- Der er mere fred og ro i salonen, når det kun er mænd, der skal klippes, siger han.

Helene Clausen supplerer:

- Der dufter ikke af permanent og parfume, ligesom snakken er anderledes. Når man klipper mænd er det en god idé at have læst avisen, for det er mest de seneste nyheder, vi snakker om, siger hun.

60 år med mænd

Algades Herrefrisør blev etableret 1. december 1961 i et lokale, der ligger umiddelbart overfor det nuværende, som blev indtaget efter kun en måned. Og siden har salonen ligget hvor den ligger.

- Den har fungeret fint som herrefrisør i 60 år, og fungerer stadig rigtig godt, så det laver vi ikke om på, siger Helene Clausen, som har arbejdet i salonen siden 2005 og været indehaver i 10 år.

Jubilæum fejres med øl og kage

Salonens 60 års dag markeres med fadøl og kage - en passende menu i en herresalon, mener Helene Clausen.

- Det lyder helt fint for mig, supplerer Franck Eriksen inden han sætter sig i stolen for at få studset lokkerne.

Andre læser også

Andre læser også

Nyeste

Hot lige nu