Billede beskrivelse

Niels er "Årets Ildsjæl" i Dronninglund

16. februar 2026 kl. 14.03

DRONNINGLUND: Hvert år siden 1972 har Dronninglund Borgerforening hædret en person, der har gjort en særlig og uegennyttig indsats for byen eller byens og omegnens befolkning.

I mange år hed prisen ’Årets Glas’ men for nogle år siden omdøbte man den til ’Årets Ildsjæl’.

I år tilfaldt æren Niels Koch fra Dronninglund Storskovs Sporlaug. 

Udnævnelsen fandt sted i borgerforeningens hus, Hjørnet, hvor foreningens formand, Allan Danielsen, begrundede valget.

- Du er som formand for sporlauget en ustoppelig drivkraft med stort gåpåmod i etableringen af godt 22 km MTB-spor i Dronninglund Storskov til glæde og gavn for lokale og udefrakommende cykelentusiaster, sagde han og fortsatte:

- Du har formået at etablere et flot samarbejde med Overgaard Gods, der ejer skoven. Det har sikkert ikke været let, da jægerne uden tvivl gerne har villet undgå for stor aktivitet i skoven. 

- Du får stor ros fra sporlaugets arbejdsgruppe for den kæmpe arbejdsindsats, du har vist i dette projekt, så de er enige med os i, at du fortjener prisen, sagde Allan Danielsen.

Billede beskrivelse

Ikke alene

I sin takketale fremhævede Niels Koch, at han bestemt ikke er alene om projektet.

- Vi er mange om dette projekt, og mange andre har fortjent denne pris lige så meget som mig, sagde han blandt andet - og tilføjede:

- Da jeg blev ringet op og fik at vide, at jeg ville få denne pris, måtte jeg lige tænke lidt over det. Jeg er jo bare den, der har formidlet det, vi startede med. Vi havde en styregruppe, der overgik til en gruppe sammen med Overgaard Gods og kommunen. 

- Vi skulle forhandle med ejerne og kommunen om rammerne, for der er jo mange interessenter i den skov, og alle har vi skullet tage hensyn til. Der er jægere, hestefolk, løbere, turister, gående og sikkert flere. Alle vil jo have en lille bid den lækre skov. 

Niels Koch understregede samtidig, at man i sporlauget ikke ønsker, at der skal være sammenstød mellem jægere, andre skovgæster og cyklister. 

- Vi vil gerne bare passe os selv. Det har vi heldigvis fået lov til. Ejerne kunne godt se fordelen i, at vi fik vores eget spor, og jægerne var med til at bestemme, hvor sporet skulle gå. Der er givet og taget, men sammen fandt vi en god løsning, sagde Niels Koch.

Efter overrækkelsen var borgerforeningen vært ved brunch til de mange, der var mødt op.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste