Seneste nyt
Billede beskrivelse

Nicoline er ny leder på Nordjyllands Internat

15. juni 2026 kl. 16.02

HJALLERUP: Det er langt fra et ukendt ansigt, der nu sætter sig for bordenden som ny internatleder på Dyrenes Beskyttelses internat i Nordjylland. 

Det skriver Nordjyllands Internat i en pressemeddelelse.

Nicoline Kolind har nemlig været ansat på internatet siden 2013. Først som veterinærsygeplejerske og de seneste ti år som souschef.

- Jeg er beæret over den nye titel som internatleder, og jeg ser frem til at fortsætte den gode udvikling, siger Nicoline Kolind.

Med fra start

Da Nordjyllands Internat åbnede i 2013, fik 422 dyr nye hjem det første år. Sidste år var det tal steget til 1.685 dyr, der blev formidlet videre til nye familier. Den udvikling har den nye internatleder været med til at drive helt fra starten af.

- Udviklingen har ikke blot berørt antallet af dyr, men også ekstra hænder i teamet, frivillige og plejefamilier. Vi har bygget til og optimeret pladsen, er blevet erfaringer rigere og gjort os virkelig dygtige inden for vores felt, fortæller hun.

Internatet i Hjallerup løfter en vigtig samfundsopgave ved at hjælpe dyr fra dyreværnssager, dyr fra familier i svære livssituationer og andre dyr, der har brug for et nyt hjem.

For nylig er der også blevet etableret en dyreklinik på internatet. Og det stigende antal dyr, der får et nyt hjem gennem internatet vidner, ifølge internatlederen om, at der er et stort behov for Dyrenes Beskyttelses arbejde i Nordjylland.

- Efter vi har åbnet vores dyreklinik og har vores hunde- og kattepension, giver vi også de private kæledyr en håndsrækning. Det er tydeligt, at flere er blevet bevidste om vores arbejde i årenes løb. Nordjyllands Internat skal være et kraftcenter for de nordjyske dyr, der er kommet i klemme, og mulighederne for at hjælpe dem vil altid være til stede og i udvikling.

Ny Naturskole og mange frivillige

De frivillige kræfter er en vigtig del af arbejdet med at hjælpe dyrene på Dyrenes Beskyttelses internater. Det gælder både de frivillige på og uden for internatet i Hjallerup.

- Det nordjyske folk er med til at løfte en stor opgave. Med vores næsten 200 plejefamilier kan vi hjælpe de mange herreløse killinger, vi modtager om sommeren i højsæsonen. Derudover er vores frivillige med til at socialisere vores internatsdyr og gøre dem trygge under deres ophold. Det er en vigtig indsats," fortæller Nicoline Kolind.

Et af de nyeste skud på stammen fra Nordjyllands Internat er lanceringen af ’Naturskolen’, der kan være med til at gøre børn klogere på dyr og natur. Det nye formidlingsprojekt er målrettet børn i indskolingen på de lokale skoler og institutioner, og er både til gavn for børnene og dyrene.

Den første opgave som internatleder bliver at finde en afløser til stillingen som souschef. For Nicoline Kolind er det vigtigt, at internatet er et sted, hvor rammer, rutiner og arbejdsgange understøtter dyrenes trivsel og mentale balance. Det er netop arbejdsglæden, der ifølge internatlederen er vital for internatets arbejde.

- Et velfungerende og trygt team er vigtigt for kvaliteten af arbejdet med dyrene. Vi er en arbejdsplads med mange følelser i spil, og derfor skal vi være hinanden nær. Jeg tror ikke på distanceledelse, men på en anerkendelse og forståelse for hinanden, der skaber en tydelig retning, siger Nicoline Kolind.

Del artikel
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste