Nekrolog: Blandt lokale blev Niels kaldt Storskovens Konge
NEKROLOG: Niels Gravesen, Aarhus, 93 år, boede det meste af sit voksne liv i udkanten af Dronninglund Storskov, og årskoven og dens historie optog ham meget. Så meget, at han i 1970’erne samlede oplysninger om flere hundrede gamle navne på skovens lokaliteter og udarbejdede et historisk kort, der er udkommet i en række oplag og stadig fås på Dronninglund Bibliotek.
Han havde sin egen dybt hemmelige kopi af kortet, hvor han nøje havde indtegnet skovens bedste pletter for plukning af kantareller, som han høstede i kilovis, når han strejfede omkring. Blandt lokale blev han kaldt Storskovens Konge.
Niels Gravesen voksede op i Dronninglund, og efter kostskole i Tarm og Polyteknisk Læreanstalt i København blev han civilingeniør som 23-årig og tjente derpå i marinen. Flere år som nygift i Paris gjorde ham frankofil, og han vendte livet igennem jævnligt tilbage til Frankrig og ejede siden årtusindskiftet et lille hus i en landsby i Provence. Han var især glad for de franske oste, og han citerede gerne det franske mundheld: ’Et måltid uden ost er som en dag uden sol’.
I flere årtier drev han Ford-forhandlingen i Dronninglund, som han overtog efter sin far, der stiftede forretningen i mellemkrigsårene.
Senere havde han flere roller på organisationsplan i Ford Danmark. Som pensionist holdt han masser af lokalhistoriske foredrag og kørte Europa tyndt i sin bo-bil, som han selv havde indrettet. Da skovens bakker blev ham for stejle, flyttede han til Aarhus, hvor han boede de sidste år.