Søstrene Lisbeth Andersen (t.v.) og Signe Clausen fra Uldtråden har overtaget Tina Regenstreifs butik. Her gratulerer parterne hinanden på corona-manér, Foto: Allan Mortensen
Mennesker

Naboerne overtager Schøneberg Stof & Design

20. november 2020 kl. 11:14
Søstrene Lisbeth Andersen (t.v.) og Signe Clausen fra Uldtråden har overtaget Tina Regenstreifs butik. Her gratulerer parterne hinanden på corona-manér, Foto: Allan Mortensen Allan Mortensen
Tina Regenstreif takker af efter 7 år som indehaver af Schøneberg Stof & Design. Foto: Allan Mortensen Allan Mortensen

Efter syv år som butiksindehaver er det slut for denne gang. Tina Regenstreif har solgt Schøneberg Stof & Design i Bredgade i Brønderslev.

Sidste åbningsdag bliver lørdag 28. november. Herefter kaster hun sig over et helt nyt kapitel i form af tekstildesign. Det sker under overskriften ”Poesy”, hvor hun blandt andet sælger snitmønstre til kjoler, bluser og andet.

- Det er da vemodigt, at det nu slutter, konstaterer Tina Regenstreif.

- Jeg har haft en god butik med en stor og bred kundeskare. Men jeg glæder mig også til at prøve noget nyt. Jeg er uddannet grafisk designer, så det ligger i forlængelse af min faglighed. Jeg får dog ikke brug for en butik med et stort varelager, så derfor lukker jeg, tilføjer Tina Regenstreif.

Hun benytter samtidig lejligheden til at takke for solid opbakning fra kunder og samarbejdspartnere. Samtidig glæder hun sig over, at det ikke har været nødvendigt at lede længe efter nye indehavere. Således bliver Stof & Design fremover en del af nabobutikken, Uldtråden, hvor søstrene Lisbeth Andersen og Signe Clausen residerer.

- Det er det helt rigtige. Lisbeth og Signe er dygtige til at drive butik. Og med deres tilgang til kvalitet og service er jeg helt tryg på mine kunders vegne, fastslår Tina Regenstreif.

De to parter har da også i forvejen haft et nært samarbejde med en stor fælles kundegruppe.

- Da Tina kom og sagde, at hun ville sælge, blev vi først kede af det. Vi har suppleret hinanden godt, og har gennem årene sendt mange kunder dén vej. Salg af stof og design ligger naturligt i forlængelse af vores egen garnbutik. Og da det blev en mulighed, at vi kunne overtage, gik alt op i en højere enhed, beretter Signe Clausen og Lisbeth Andersen.

De to er i gang med en ombygning i Uldtråden, og derfor markeres overtagelsen først i begyndelsen af det nye år.

Andre læser også

Andre læser også

Nyeste

Hot lige nu