Når minderne begynder at falme, kan sangen hjælpe de demensramte
HJALLERUP: Der oprettes i denne tid flere og flere kor for demente. Det har nemlig vist sig, at fællessang gør noget godt for denne gruppe. På Stengårdscentret i Hjallerup er der netop startet et demenskor, hvor man mødes og synger sammen hver anden torsdag.
Det er planlagt til at foregå over 10 gange, hvoraf de to allerede har fundet sted. Første gang mødte der 14 op, og den næste omkring 20, så alt tyder på, at der er et behov for et sådant kor i Hjallerup.
Demenskoret er for personer med demens i let til moderat grad samt deres pårørende og øvrige beboere på plejecentret.
Den eneste forudsætning for at deltage er, at man har lyst til at synge og være sammen med andre mennesker. Bag projektet står Kulturskolen og Aktivitet & Frivillige i Brønderslev Kommune.
- Der vil være meget fællessang, enstemmigt, men skulle lysten være der, vil vi også prøve kræfter med lidt anden-stemmer, fortæller Dorthe Græsborg, der sammen med Linda Baszczak leder koret. Det er et par erfarne damer, der står for ledelsen. Dorthe er bl.a. kendt for sit arbejde som leder af koret ’Side By Side’ i Dronninglund, mens Linda er ergoterapeut og kirkesanger ved Vester Hassing Kirke.
Der er intet krav om, hvor god man skal være til at synge, og heller ikke krav om erfaring med at synge i kor eller anden musikalsk baggrund. Eneste krav er, at man kan lide at synge sammen med andre. Man ved, at musik og sang er sundt og kan bruges til at hjælpe med at dække vigtige behov som at stimulere sanserne.
En række mindre forskningsstudier viser, at det mindsker depression og stress og øger trivsel. Et nyt pilotstudie fra Aalborg Universitet, som er blevet udført i forbindelse med optagelserne til DR-dokumentarserien ’Demenskoret’, viser, at når ordene bliver sværere at finde, og minderne begynder at falme, kan korsang vække noget dybt i mennesker med demens og have en markant positiv effekt på livskvaliteten.
Blande deltagerne i Hjallerup er 77-årige Bent Georg Kragelund. Han er ikke dement, men beboer på Stengården. Han er en af de første, der møder op.
- Jeg elsker at synge, ja, jeg kan næsten ikke lade være, siger han, da han får udleveret et sanghæfte. Han blader straks i det og begynder at nynne nogle af melodierne.
- Jeg har tidligere sunget i kor i Frederikshavn, og jeg ved ikke, om jeg er god til at synge, men jeg elsker det, siger han, der kommer fra Dybvad og har været portier i Frederikshavn det meste af sit liv.
Efterhånden fyldes alle stolene i lokalet, og man er klar til at gå i gang. Inden da er der dog en af deltagerne, der lige har et spørgsmål:
- Skal vi ikke have kaffe i dag?
Det skal de naturligvis, og med den afklaring kan man starte med at synge.
I Hjallerup er der korsang hver torsdag i ulige uger, mens et tilsvarende kor i Brønderslev synger torsdage i lige uger.