Billede beskrivelse

Musikstudieretningen når nye højder

10. februar 2024 kl. 06.00

Årets store forestilling på Dronninglund Gymnasium med dans, sang, musik og skuespil blev en ubetinget succes, hvis man skal dømme efter de mange positive reaktioner fra de omkring 1.000 gæster, der overværede forestillingen.

- Og nu tager vi konsekvensen af de erfaringer, vi har gjort gennem de mange år, vi har lavet de store forestillinger og forfølger drømmen om endnu mere musik, fortæller rektor Lars Jørgensen.

- År for år kan vi se, hvorledes vores musikelever vokser musikalsk gennem det enorme arbejde, de lægger i forestillingerne. Dagen efter sidste forestilling er det hele pakket sammen. Men hvorfor det? Vi vil nu prøve at udnytte al den erfaring, musikerne har fået ved at være med i forestillingerne i 1.g, 2.g og 3.g og udvikle dem endnu mere og på endnu flere strenge, siger Lars Jørgensen, der med denne udviklingsstrategi håber at kunne skabe og udfolde et super kreativt musikmiljø på Dronninglund Gymnasium. 

Efter sommerferien tilbyder man derfor musikeleverne på musikstudieretningen en opgradering af deres musiske CV med en række spændende tilbud som soloundervisning og coaching i musiske styrker for de elever, der synger, spiller instrumenter eller begge dele. Der vil ligeledes blive undervist i stage performance, så eleverne bliver endnu stærkere i at vise deres talent frem på scenen.

Billede beskrivelse

- Vi kan som noget helt særligt tilbyde eleverne lydstudieteknik, så de får den optimale lyd ud af deres musik. Dertil kommer, at de kan få mulighed for at indspille deres egen udgivelse i et professionelt lydstudie i Aalborg, fortæller Lars Jørgensen.

- Vi vil også opgradere på elementet elektronisk musikproduktion til de musikere, der er lidt fascineret af at lave deres egne beats and tracks via den nyeste computerteknologi og musiktrends, fortæller Lars Jørgensen videre.

- Elektronisk musik er meget eksperimenterende og taler til et kreativt sind med forskellige lyde og effekter. Der er et marked for den slags musik. Vi ved af erfaring fra vores elever, at netop den elektroniske tilgang til at fordybe sig i en verden af musikproduktion kan skabe grundlaget for et fedt studiejob, hvor man sælger sine lyd- og lytteoplevelser kommercielt, fortsætter Lars Jørgensen.

Der ligger også i opgraderingen af studieretningen, at eleverne skal have nogle vilde koncertoplevelser.

Endelig kan Dronninglund Gymnasium med sin kontaktflade til professionelle musikere, hvoraf mange er gamle DG-elever, der har fået en karriere inden for musik, tilbyde eleverne at blive en del af et levende og veletableret musikmiljø, der rækker langt ud over den enkelte musiktime.

- De mange tiltag kommer jo ikke på én gang, men er spredt ud over de tre år på gymnasiet, men vi satser stærkt på at kunne lægge ud med soloundervisning og coaching allerede i 1.g, og så har vi allerede flere aftaler med professionelle musikere og sangskrivere. Mange drømmer jo også om at spille deres egen musik, og den drøm vil vi gerne gøre til virkelighed, siger Lars Jørgensen.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste