Motorcykeltræf i Holtet: - Det er en utrolig køreoplevelse
Holtetvej er normalt en stille færdselsåre mellem Ulsted og Holtet. Forrige weekend var vejen dog en smule mere potent. Omkring 20 entusiaster var nemlig samlet til træf omkring deres store lidenskab; Indian-motorcykler.
Det amerikanske ikon med det karakteristiske logo og lige så velkendte udseende er forbundet med ægte motorcykelglæde og skaber unægtelig associationer til det frie liv på landevejen. Dog er Indian i kraft af pris og størrelse stadig forbeholdt de få.
Mogens Nielsen, eller slet og ret ”Mugge”, som han kaldes blandt venner, var som altid vært ved den årlige samling i den danske afdeling af Indian Riders Motocycle Club. Deltagere fra hele landet havde indfundet sig til arrangementet, der bød på både køreture og masser af motorcykelsnak.
- Vi samles omkring vores fælles interesse. Indian-motorcykler er noget helt specielt. Der er ikke så mange, der kører på dem, men vi, der gør, kunne ikke drømme om andet. Det er en sand fornøjelse, og så er de jo smukke som få, konstaterer Mogens Nielsen.
Indian Motorcycle Company er USA’s ældste. Fabrikken blev grundlagt i 1901 og er således ældre end Harley-Davidson. Og mens sidstnævnte er et velkendt syn verden over, så er Indian fortsat relativt sjældent. Firmaet gik konkurs i 1953. Derefter førte navnet en noget omtumlet tilværelse med forskellige mere eller mindre vellykkede forsøg på reetablering. Først i 2003 kom der igen for alvor styr på produktionen, og i dag er Indian et veletableret brand med motorcykler i den helt eksklusive ende af skalaen.
- Priserne starter ved 220.000 kroner, Men mange koster en halv million kroner eller mere. Dertil hører en stribe ekstraudstyr, der kan trække prisen op på et leje, som svarer til et stor Mercedes eller tilsvarende. Det er dyrt, lyder det fra Henrik Hestehave fra Gilleleje.
- Men det er der jo så meget, der er. For mig og for de fleste andre Indian-ejere, er det en passion. Og hvor mange bruger ikke penge på andre hobbyer, som også koster mange penge? Desuden har vi et fantastisk fællesskab blandt Indian-ejere. Og når vi eksempelvis mødes til træf, samles vi jo om en fælles interesse, der er utrolig givende, fastslår Henrik Hestehave, mens han poserer på sin egen smukke maskine.
Peder Nielsen fra Snoldelev supplerer og slår fast, at det ikke er et spørgsmål om hastighed, når man kører Indian.
- Men tag ikke fejl. Maskinen er utrolig hurtig og rap, men det er mest af alt en køreoplevelse. Da jeg første gang prøvede en Indian, vidste jeg, at jeg ikke skulle have andre maskiner. Det er ganske enkelt en fantastisk motorcykel, der kører som en drøm. Og hvis du spørger mig, overgår den Harley på alle parametre, fortæller han.
Træffet slog en tyk streg under lidenskaben bag Indian-motorcykler. I løbet af weekenden blev der hygget massivt med blandt andet grill-fest lørdag aften. Søndag fortsatte et par af deltagerne på cruise til Nordkap, mens resten af de glade Indian-entusiaster tog hver til sit med et løfte om at komme tilbage næste sommer.