Mikkel har haft kræft fire gange: - Der er intet, der kan holde mig væk

BRØNDERSLEV: I sine første mange leveår, var Mikkel Bistrup på mange måder en helt almindelig dreng. Han gik i folkeskole i Brønderslev, og brugte sin fritid på venner og træning. 

Men som 15-årig begyndte han at få smerter i sit venstre ben. Senere begyndte en bule at vise sig under knæet, som Mikkel, sammen med sine forældre, tog til lægen med flere gange.

- Jeg trænede meget dengang, så de mente, det kunne være overanstrengelse. Jeg skulle gå hjem og give det lidt tid, fortæller Mikkel.

Men smerterne blev værre og værre, mens bulen blev større og større. Til sidst blev Mikkel sendt til Aarhus Universitetshospital for at blive tilset af specialister, der hurtigt kunne konstatere det værst tænkelige. 

Mikkel havde kræft.

Nærmere bestemt havde han Knoglesarkom, en sjælden type knoglekræft, der ellers sjældent rammer unge mennesker.

Det hele blev sort

- Efter jeg hørte ordet kræft, blev det mere eller mindre sort for mig. Det næste jeg husker er, at vi sidder i bilen på vej hjem. Det eneste, jeg kan tænke på, er, at jeg vil forbi skolen og sige til mine venner, at jeg ikke kommer i noget tid, siger Mikkel.

Herefter begyndte et langt og hårdt år med intensiv kemoterapi og lange indlæggelser.

- Jeg var indlagt en uge ad gangen og så hjemme en uge. Men meget af tiden hjemme endte jeg alligevel tilbage på sygehuset, fordi kemoen slog mit immunforsvar helt i bund, fortæller han.

- Jeg fyldte 16 år, mens jeg var indlagt på sygehuset. Fedeste fødselsdag i verden...

Knoglen fortsatte med at vokse, og undervejs i forløbet besluttede lægerne, at de ville fjerne den syge knogle og erstatte den med et stykke af knoglen fra Mikkels raske ben.

- De tog den støttende knogle fra højre underben og rykkede over i mit venstre, forklarer han.

Herefter blev han erklæret rask. Kræften var væk, og Mikkel kunne så småt komme tilbage i skole med krykker, indtil knoglen begyndte at vokse - igen.

- Jeg skulle have taget en ny biopsi med det samme. Men jeg insisterede på, at jeg ville på lejrskole først, for jeg vidste godt, hvad der ventede mig.

Mod lægens anbefaling, og med en lille hvid løgn til en bekymret lærer, kom Mikkel afsted på lejrskole. Da han kom hjem et par dage senere gik turen direkte til sygehuset, hvor han blev indlagt igen til en ny biopsi.

Den værste nyhed

- Da jeg vågnede efter min biopsi, fik jeg den værste nyhed, jeg kunne få. Jeg skulle amputeres.

Kræften havde spredt sig, og der var ikke flere knogler, lægerne kunne flytte rundt på, så der var ikke andre muligheder, end at fjerne det syge ben.

Og det gjorde Mikkel vred. Så vred, at han selv vil mene, at man nok kunne høre ham på den anden side af hospitalet. 

- Jeg bebrejdede lægerne, fordi de ikke gjorde det godt nok første gang, fortæller han. 

Han fik noget tid til at falde ned og blev sendt hjem med en opfordring om at sørge for, at han fik sagt farvel til det syge ben, mens han stadig havde det. 

- Jeg tænkte, de var sindssyge. At stå og sige farvel til et stykke kød - det kunne jeg slet ikke forholde mig til.

Så det gjorde han ikke. I hvert fald ikke i fysisk forstand. Til gengæld besluttede han sig for, at han ville have benet fjernet så hurtigt som muligt. Det skulle overstås. 

Og allerede dagen efter var han tilbage på operationsbordet.

Svært at forstå

Da Mikkel vågnede efter operationen, var hans venstre ben blevet amputeret lige over knæet.

- Jeg var bedøvet fra navlen og ned, så jeg kunne ikke mærke noget. Men da jeg første gang kigger ned og ser, at det ikke er der, føles det uvirkeligt. Det er svært at forstå, at det er mig, fortæller han.

Herefter begyndte flere ugers genoptræning, og han fik en benprotese, som tog lang tid at vende sig til.

- Det var en forfærdelig tid. Det var hårdt, det gjorde ondt, og jeg stolede ikke på protesen, så jeg gik stadig med krykker.

- Det var mere held end forstand, da det endelig lykkedes. Jeg var ved at vælte en dag og tog så fra med min protese. Der fandt jeg ud af, at det kunne jeg faktisk godt.

Endnu engang havde Mikkel vundet over sygdommen. Han havde også gennemført folkeskolen og kunne nu starte på handelsskolen i Hjørring som 17-årig. 

- Jeg bliver aldrig rask

Efter at være startet på handelsskolen får Mikkel konstateret kræft endnu engang. Denne gang i lungen. En anden type kræft, end han tidligere er kendt med.

Endnu en omgang kemoterapi og endnu en operation fulgte, hvor lægerne fjernede en del af hans lunge.

- Jeg var så langt nede, at jeg sagde til lægerne, jeg ville stoppe behandlingen. Men jeg blev tvunget til at tale med en psykolog, som fik mig på bedre tanker.

Igen blev Mikkel erklæret rask, men igen kom kræften tilbage. Det var knoglekræft igen, der havde sat sig i et ribben.

- På det tidspunkt stopper jeg med at tro på, at jeg nogensinde bliver helt rask, siger han.

Denne gang stopper han sin kemoterapi før tid. 

- Jeg gad simpelthen ikke mere.

Håb

Mikkel er i dag 26 år gammel har været kræftfri i syv år. Men frygten sidder stadig dybt i ham. 

- Jeg har svært ved at tro på, at jeg nogensinde bliver helt rask. Jeg går til kontrol hvert halve år, og jeg tror altid, jeg har kræft, indtil lægerne siger, at jeg ikke har.

I dag forsøger han at få det bedste ud af livet. Han bor i eget hus ved Brønderslev med sin kæreste, arbejder som buschauffør på en folkeskole og holder foredrag om livet med kræft.

Et særligt holdepunkt gennem alle årene har været Stafet For Livet, som hans familie første gang deltog i, mens han stadig sad i kørestol efter amputationen.

- Der er intet, der kan holde mig væk fra Stafet For Livet. Det giver håb. For mig er det en stor løftet langefinger til sygdommen, når vi samler penge ind til forskning imod den.

I dag kan han selv gå ruten med sin protese - sammen med familien.

- Jeg tror ikke, det har været meningsløst. Mit liv havde nok set anderledes ud, hvis jeg ikke havde været igennem det her - ikke nødvendigvis til det bedre.