En stor del af klublivet handler om at skrue i de gamle knallerter. Foto: Allan Mortensen
Mennesker

Her kører man Puch med humoren udenpå lædervesten

20. maj 2022 kl. 15:50

Med slet skjult reference til mere hårdkogte grupperinger har Gandrup også sin helt egen flok af læderveste. Der er dog hverken tale om rockere eller bandemedlemmer. Det eneste kriterium for at komme i betragtning er, at man er af hankøn, er fyldt 28 år og er den lykkelige ejer af en Puch Maxi. Så er man klar til at blive ”prospect”, som Maxi Oldboys Gandrup selv kalder deres prøvemedlemmer.

Jo, der er skruet op for humoren hos klubben, som foreløbigt tæller en håndfuld medlemmer. Michael ”Pumba” Christensen og Carsten Vang er henholdsvis præsident og vicepræsident for Maxi Oldboys Gandrup. Klubben holder til i en garagebygning hos sidstnævnte. Her mødes de knallertglade rødder cirka en gang om måneden til ægte mandehørm med motorsnak og øl-hygge på programmet.

Læstvest og rygmærke. Maxi Oldboys Gandrup har styr på stilen. Foto: Allan Mortensen

- Det begyndte med, at vi var tre venner, der hver købte os en gammel Puch Maxi, forklarer Carsten Vang.

- Vi blev enige om, at vi måtte have en klub, så vi kunne slippe lidt væk hjemmefra. Siden tog det ene det andet. Vi fik lavet logo og udarbejdet nogle regler og senest har vi også fået vores egen bandereklame på Gandrup Stadion. Her mødes vi nemlig altid til klubbens hjemmekampe, tilføjer Carsten Vang.

Klub for drengerøve

Og mens klubaftenerne blandt andet går med at skrue i de gamle knallerter, så drager medlemmerne naturligvis også på diverse fælles køreture.

- Vi ruller ud i landskabet med jævne mellemrum, beretter Michael ”Pumba” Christensen.

- Det kan være vi kører en tur til Hals Havn eller ned til fjorden. Nogle gange mødes vi med vores venskabsklub, ”Møgsvinene”, fra Asaa, smiler præsidenten, der i øvrigt ikke er kommet til titlen ved at uddele øretæver eller ved anden lyssky aktivitet.

- De andre blev vist bare enige om, at det skulle være mig, konstaterer han og tilføjer, at Maxi Oldboys Gandrup netop har fejret 1-års fødselsdag.

Klubben tæller en håndfuld medlemmer. Her ses en del af dem. Forrest fra venstre er det præsdent Michael "Pumba" Christensen, vicepræsdent Carsten Vang, Tim Christensen og Mads Jensen. De to prospects, Dan Hansen og Jan Andreasen er gemt lidt af vejen i baggrunden. Foto: Allan Mortensen

- Det markerede vi for nyligt med en fest i vores klubhus, hvor vi også havde pigerne med. De er nu ellers normalt forment adgang hertil, fastslår Michael ”Pumba” Christensen.

Netop klubhuset er et kapitel for sig. Her er der både lounge, billardbord og en stor træstub beregnet på at slå søm i.

- Vi er jo nogle drengerøve, så det konkurrerer vi i, konstaterer Carsten Vang, som også hæfter sig ved baren for enden af rummet.

- Den fik vi ligeledes lavet i forbindelse med oprettelsen af klubben. Det er her, vores prospects typisk opholder sig på klubaftener. De skal nemlig servere øl for os andre. Ligeledes har de til opgave at sørge for maden. Noget skal de jo lave for at vinde anseelse, tilføjer vicepræsidenten.

Plads til flere

Ellers er det selvsagt de gamle Puch Maxi-knallerter, der er omdrejningspunktet for klubben. De fleste af dem har 30 år eller mere på bagen. Nogle er gejlet op med forlængede forgafler og ekstra krom, mens andre er mere originale.

- Det spiller ingen rolle, siger Michael ”Pumba” Christensen.

Klubben består af drengerøve. Så selvfølgelig er der også en stub i klubhuset beregnet til at slå søm i. Foto: Allan Mortensen

- Vi hygger os med at sætte dem i stand. Stumper og reservedele kan købes mange steder, så det er ikke noget problem at holde knallerterne kørende. Og så er det jo en fornøjelse, når folk flokkes omkring vores maskiner. Der er altid stor interesse, for rigtig mange har jo et forhold til Puch Maxi-knallerter.

I øvrigt er alle – dog mest mænd - velkomne til at kigge indenfor i klubhuset.

- Vi har plads til flere, så hvis nogle opfylder betingelserne, så kan de sagtens komme i betragtning som prospects. Og ellers viser vi gerne maskinerne frem, bemærker Carsten Vang, der opfordrer interesserede til at følge med på klubbens facebookside.

Andre læser også

Andre læser også

Andre læser også

Nyeste

Hot lige nu