Seneste nyt
Billede beskrivelse

Mattias Wennbring hjælper mennesker tilbage til sig selv: - Jeg elsker at være her

26. maj 2026 kl. 19.02

BRØNDERSLEV: Der er stille i lokalet hos Neurotræning Wennbring. Ikke sådan tungt stille. Mere roligt.

I den ene ende af rummet står stolen, hvor både børn, unge, voksne og sportsfolk sætter sig med elektroder på hovedet, mens hjernen arbejder i baggrunden. Og selvom det måske kan lyde både teknisk og svært at forstå, så er det egentlig ikke sådan, Mattias Wennbring selv ser det.

For ham handler det først og fremmest om mennesker.

- Jeg elsker at være her. Det er ikke arbejde på den måde. Jeg synes bare, det er vanvittigt interessant at arbejde med hjernen og se, hvad der sker med mennesker, når nervesystemet falder til ro, siger han.

For nyligt åbnede han sin egen klinik i Brønderslev efter tidligere at have arbejdet med neurotræning i et andet firma. Da det stoppede, stod han pludselig med et valg.

- Jeg tænkte: Hvad skal jeg så? Men jeg brænder virkelig for det her, så jeg kunne mærke, at jeg var nødt til at fortsætte selv.

Fascinationen begyndte i sportsverdenen

Interessen for neurotræning begyndte egentlig langt fra kliniklokalet. Mattias arbejdede som BMX-træner for talentfulde ryttere og landsholdsudøvere og begyndte at interessere sig for den mentale del af sportens verden.

Undervejs opdagede han blandt andet, at store internationale sportsmiljøer arbejdede med samme form for træning.

- Jeg fandt ud af, at blandt andet Red Bull havde brugt det i mange år. Og så tænkte jeg lidt, at hvis man kunne bruge det dér, så kan man vel også i Brønderslev.

Hjernen arbejder selv

Når klienterne kommer ind i klinikken, starter det hele med en samtale. Ikke terapi, understreger han, men en snak om symptomer, trivsel og det, der fylder.

- Jeg går ikke så meget op i diagnoser. Jeg kigger mere på, hvordan folk egentlig har det. Sover de dårligt? Har de uro i kroppen? Har de svært ved at finde ro eller overskud? siger han.

Derefter bliver sensorer placeret bestemte steder på hovedet. Sensorerne måler hjernens aktivitet, som bliver sendt videre til en computer. Og så begynder hjernen egentlig selv arbejdet.

- Det er det vilde ved det. Hjernen ser det, der sker på skærmen, og begynder helt ubevidst at træne på det. Jeg plejer at sammenligne det med et fitnesscenter. Der træner man kroppen. Her træner man hjernen.

Hos ham kommer mennesker med vidt forskellige udfordringer.

Nogle kæmper med stress, søvnproblemer eller angstlignende symptomer. Andre kommer efter hjernerystelser, med koncentrationsbesvær eller følelsen af konstant uro i kroppen.

Og så er der børnene og de unge.

- Mange unge mennesker er enormt belastede i dag. Jeg tror simpelthen ikke, at hjernen er bygget til alle de indtryk, vi udsætter den for hele tiden, siger han.

Et sted uden krav om at forklare alt

Noget af det vigtigste for Mattias er, at klinikken føles tryg. Særligt for børn og unge.

- Mange af dem er trætte af hele tiden at skulle forklare sig. De skal snakke med lærere, forældre, psykologer og alle mulige andre. Her må de gerne bare komme ind, sætte sig i stolen og få ro.

Og selvom han tydeligt brænder for det faglige, er det især menneskerne, der fylder, når han fortæller om arbejdet.

- Det bedste er, når nogen siger, at de føler, de har fået sig selv tilbage igen. Eller når forældre fortæller, at de kan kende deres barn igen. Det betyder virkelig meget.

Drømmer om at hjælpe endnu flere

Selvom klinikken stadig er ny, drømmer Mattias stort. Han vil gerne længere ind i sportsverdenen, hvor han ser et kæmpe potentiale i neurotræning. Både i forhold til præstation og restitution.

Men han håber også, at flere almindelige mennesker får øjnene op for, at man ikke behøver gå alene med uro, stress og følelsen af konstant alarmberedskab.

- Jeg tror faktisk, mange mennesker går rundt og tænker, at det bare er sådan, de er blevet. Men ofte handler det jo om et nervesystem, der har været belastet alt for længe, siger han. Jeg synes virkelig, det her giver mening, det er det hele værd.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste