Mathilde sprang ud som årets første student på Dronninglund Gymnasium
DRONNINGLUND: Der var kram, gaver og brede smil på Dronninglund Gymnasium mandag morgen klokken 8.42, da Mathilde Randrup Bøgh Pedersen fra 3e som årets første student kunne lade sig fejre og få studenterhuen på.
Traditionen tro var der flag og feststemning på gymnasiet, hvor familie, venner og rektor Lars N. Jørgensen stod klar for at ønske den nybagte student tillykke. Efter det afgørende øjeblik med huen på hovedet blev der uddelt kram, lykønskninger og taget masser af billeder af den glade student.
Sidste eksamen gjaldt musik og engelsk, og selvom hun, da hun kom ud fra eksamenslokalet, var lidt usikker på resultatet og ikke følte, hun havde klaret sig tilfredsstillende, endte det alligevel med, at hun sluttede af med et flot syvtal.
- Det er jeg meget tilfreds med, sagde hun.
Forude venter en ferie og et sabbatår, inden hun tager fat på lærerstudiet.