Malene benytter både krimi, fantasy og humor i sine prisvindende bøger
- Jeg ved faktisk ikke, hvad det vil sige at være forfatter. Det er noget, man gør.
Sådan lød det fra Malene Sølvsten, da hun besøgte Dronninglund Skole for at give eleverne inspiration til at skrive små historier. Hun burde ellers vide det, for hun har siden 2016 levet af at skrive og har udgivet seks bøger på flere sprog og vundet en række priser for sit forfatterskab.
Malene Sølvsten er født og opvokset i Brønderslev, men bor nu i København. Inden hun blev forfatter, har hun prøvet så forskellige ting som en jordemoderuddannelse, kunstmaling, at være sygehjælper og lave splattersminke til undergrundsfilm. Hun har også en kandidatgrad i international økonomi og handel fra Copenhagen Business School i 2010.
- Jeg er ikke revisorøkonom, og min interesse lå i de store linjer i økonomien. Det er der faktisk ret meget psykologi og filosofi i, fordi man skal forudse, om folk har lyst til at investere i huse eller fyre det hele af på ferierejser. Jeg valgte økonomi, fordi jeg på det tidspunkt var meget venstreorienteret og havde en idé om, at jeg skulle arbejde for NGO eller lave noget i den dur. Jeg ville gerne ud at rejse, og så var jeg marxist nok til at vide, at man skal kende fjenden for at slå fjenden. Det var derfor, jeg ville være økonom for på den måde at kunne rykke noget. Jeg blev færdig i 2010, hvor finanskrisen virkelig ramte, og jeg blev ret hurtigt ansat i Finansministeriet og kom til at arbejde i Digitaliseringsstyrelsen. Jeg var glad for arbejdet, men havde slet ikke fra begyndelsen tænkt, at jeg skulle arbejde i statsadministrationen. På det tidspunkt var NGO-erne næsten ikke eksisterende, så jeg kunne ikke forfølge den drøm, jeg egentlig havde, og måtte prøve noget andet. Jeg havde en rigtig god chef, der fandt ud af, at jeg var god til at skrive. Kommunikation faldt mig naturligt, og det er lidt komisk, for med alle de uddannelser jeg har, er det netop noget, jeg ikke er uddannet i, fortæller Malene.
Altid skrevet
Som barn i Brønderslev lå det slet ikke i kortene, at hun skulle være forfatter, og der gik lang tid, før familien ved et tilfælde opdagede det.
- Jeg har altid skrevet, men aldrig tænkt på at blive forfatter. Jeg skrev til skrivebordsskuffen og tænkte ikke på, at det skulle udgives. Det var for sjov, ligesom jeg tegnede og lavede skitser hele tiden. Det gør jeg stadigvæk, men tænker aldrig, at det skal udstilles. Det er noget, jeg laver, når jeg trænger til at slappe af.
Jeg har altid læst meget. Også fantasy. På et tidspunkt fik jeg den idé, at jeg ville skrive en bog. Jeg startede på en krimi, men kunne overhovedet ikke finde ud af det. Det var så dårligt. Jeg er ret selvkritisk og skriver tingene igennem mange gange, før jeg er tilfreds. Jeg fandt ud af, at jeg måtte øve mig på samme måde, som hvis man køber en guitar. Så kræver det ufatteligt mange timer i øvelokalet, inden man kan give koncert. Sådan er det også at skrive. Jeg startede så på at skrive fuldstændig afslappet, for ingen skulle læse det, og ingen skulle vide noget. Der var altså intet pres, og jeg skrev og skrev, for jeg ville øve mig både sprogligt, på en god historie og på gode personkarakterer. Den første bog skrev jeg vist igennem 17 gange. Det var fedt, for jeg havde ingen deadline, men den endte alligevel med at blive færdig. Det var første del af ’Ravnenes Hvisken’.
Flere afslag
- Jeg sendte manuskriptet til to forlag, som begge afviste det. Det lykkedes heldigvis tredje gang, ’Ravnenes Hvisken’, er nu oversat til fire sprog og udsendt i 16 oplag. Det er vigtigt for andre at vide, at man ikke skal miste modet, men blive ved, hvis man selv tror på sit projekt. Der kan være mange grunde til, at et forlag afviser noget, og afvisninger er en del af spillet. Det skal selvtilliden kunne holde til, ellers skal man ikke være forfatter. Jeg har den regel, at jeg kun laver det, jeg synes er spændende. Jeg skriver aldrig noget, fordi jeg tror, det sælger godt. Det gider jeg ikke, for det tager halvandet år at skrive en bog, og jeg vil ikke bruge så lang tid på at lave noget, der keder mig, siger hun og fortsætter:
- Jeg kunne måske tjene flere penge på at skrive noget andet, men hvis det kun drejer sig om penge, skulle jeg fortsat have arbejdet i Finansministeriet. Jeg sagde mit faste job op, da jeg fik min første bogkontrakt. Jeg var klar over, at hvis jeg ville være forfatter, så kunne jeg ikke have et arbejde ved siden af. Mit forlag forventede, at der kom en bog om året, og så er det altså fuldtidsarbejde. Hvis der går for lang tid mellem bøgerne, bliver man nemt glemt. Kunstnerbranchen er usikker, og lige for tiden bliver der skåret ned i de offentlige budgetter. En del af en forfatters indkomst tjenes ved at holde foredrag, og dem er der ikke så mange af i øjeblikket, og vi skal jo leve, siger hun.
Byen er fiktiv
- Mine bøger handler om hverdagen og er en blanding af krimi, fantasy, humor, kærlighed og nordiske guder.
Jeg har opfundet en fiktiv by, Ravnsted, og puttet den nordiske mytologi ind i den. Jeg har altid interesseret mig for religion. Jeg er ateist og er altså ikke religiøs, men jeg interesserer mig for religion på filosofisk plan. Det er ekstremt spændende. Hvorfor vi tror, og hvad er tro? Jeg havde ikke lyst til at skrive om kristendommen eller jødedommen, for det er aktive religioner. Jeg valgte den nordiske mytologi. Jeg vidste ikke mere om den del end om så mange andre ting, jeg interesserede mig for, men jeg har læst, gået på udstillinger og set dokumentarfilm. På den måde har jeg opbygget en viden om emnet. Jo mere viden, jeg fik, jo mere bidt blev jeg af emnet, og nu elsker jeg nordisk mytologi.
Ikke børnebøger
- Fantasygenren har desværre i Danmark fået et uheldigt ry for at være en børnegenre. Ofte står mine bøger på bibliotekerne i børneafdelingen, men der er mange fantasybøger, der ikke er børnebøger. Der er sex, vold og splat, så de er bestemt for voksne. Mine hovedpersoner er teenagere, og derfor har jeg selvfølgelig mange teenagelæsere, men er man fantasylæser, har alder ingen betydning. Fantasyverdenen appellerer til mange, fastslår forfatteren Malene Sølvsten.