Mads på 16 giver de voksne baghjul
HALLUND: Mads Larsen er nok et navn, man skal til at vænne sig til i motorsportskredse. Selv om han kun er 16 år, så hører han til blandt de største talenter bag rattet.
I forrige weekend blev Mads danmarksmester i såkaldt Folkerace. Tilmed i den såkaldte superklasse, hvor Mads hele året har dystet mod andre kørere, der er langt ældre end ham selv.
Titlen blev sikret på Bolby-banen på Bornholm, hvor Mads satte kronen på værket efter i alt 8 løb gennem sæsonen på forskellige baner i Danmark.
- Det var en stor lettelse at få titlen i hus, siger Mads, der bor i Hallund med sine forældre, Anders og Annemarie Larsen, samt tvillingesøsteren Emilie.
- Det er min første sæson i Superklassen. På forhånd var jeg lidt nervøs for, at de voksne konkurrenter ville smadre mig. Men det er ikke sket. Tværtimod, så har jeg kørt fra dem alle, tilføjer en selvsikker Mads, der har kørt Folkerace i 3 år.
- Det var egentlig min tvillingesøster, Emilie, der fik mig i gang. Hun begyndte at interessere sig for bil-ræs, og så kom jeg langsomt med. I starten kunne jeg ikke se noget i det, men da Emilie fik en gammel bil til markræs, så endte det med, at det var mig, der mest sad bag rattet, forklarer den unge Danmarksmester.
Hele familien er med
Netop Emilie er nu også godt kørende. Hun stiller op i såkaldt Crosscart, hvor bilerne er specialbyggede boogies. Her er hun den eneste pige og gennem hele sæsonen har Emilie givet drengene masser af modstand.
Hun har vundet adskillige heats og ligger øjeblikkeligt nummer 3. Den flotte indsats bekommer dog ikke altid modkørerne.
- Drengene bryder sig ikke om at tabe til en pige, smiler Emilie.
- Så tit forsøger de at køre mig af banen. Det har jeg efterhånden vænnet mig til, så jeg tager det helt roligt, tilføjer hun.
Emilie suppleres af sin mor:
- Det værste er næsten, at det ikke er alle drenge, der vil gratulere Emilie, hvis hun vinder. Det synes jeg er dårlig stil, men sådan er det nok med drenge, konstaterer Annemarie, der sammen med gemalen, Anders udgør en glimrende support for de to unge racerkørere.
Familien har viet det meste af fritiden til motorsport og sammen turnerer de landet rundt i mere end 20 weekender om året.
- Det er blevet en livsstil for os, beretter Anders.
- Vi bruger rigtig mange timer på sporten. Især på at skrue i bilerne og gøre dem klar til løb. Det er jo en kæmpestor del af sporten, lyder det videre fra Anders.
Sammen med hustruen står han i spidsen for Hallund Staldservice, og selv om arbejdsdagene ofte er lange, så lykkes det alligevel at finde tid til hobbyen. Familien har tilmed investeret i en bus med plads til både velfærd og udstyr på de mange ture til landets rallybaner.
Kan blive danmarksmester i Rallycross
Med titlen som dansk mester har Mads altså fuldendt Folkerace-sæsonen med manér. Helt i vinterhi kan den unge kører dog ikke trække sig.
I den kommende weekend kan Mads nemlig høste en endnu højere anerkendelse. Han ligger nemlig også til at blive Danmarksmester i Rallycross.
Her kører han for rallyteamet Linnemann Promotion i en ægte, fuldpotent rallybil og igen mod langt mere erfarne modkørere. Også her er Mads sæsondebutant, men han har alligevel formået at give de øvrige baghjul i årets tidligere løb.
Teamchef Ulrik Linnemann fik i fjor øje på det unge motortalent fra Hallund, og han så åbenbart rigtigt i at hente Mads til teamet.
- Jeg er stolt over at have fået chancen, lyder det fra Mads.
- Min force ligger nok i, at jeg er god til at tænke fremad. Det handler meget om teknik og mindre om at have den hurtigste bil med de fleste hestekræfter. Og så er jeg god til at fokusere. Jeg kan lukke alt andet ude, når jeg sidder bag rattet, forklarer han.
Ved det afsluttende løb glæder Mads sig i øvrigt også til at bakke op om tvillingesøsteren.
Hvis alt flasker sig, henter Emilie nemlig en bronzemedalje hjem i sin lyserøde Crosscart-bil. Der er med andre ord lagt op til en spændende weekend for Team Larsen Motorsport, der så småt har kørt bussen i stilling til turen mod Nissum Banen.