Lone og John var på Historisk Havnedag med deres elskede folkevogn
ASAA: I søndags afholdt Asaa Havnemuseum Historisk Havnedag i Asaa. Som navnet antyder, så er der tale om ren nostalgi for folk med benzin i blodet.
Der blev vist en perlerække af gamle stationære motorer, gamle traktorer og veteranbiler samt veteranlastbiler. Alle var de nyrestaurerede og i stand til at køre.
De gamle stationære motorer stod på rad og række. Mange af dem tøffede sindigt og sendte en duft af diesel og benzin ud over området. Ved andre motorer stod mænd og svedte for at få dem til at starte. Alle steder stod ejere, der gerne fortalte om den motor eller bil, de havde med.
Ved en sumatragrøn VW fra 1972 sad ægteparret Lone og John Vintervad Christensen fra Sæby.
- Man kan vist godt sige, at vi er bidt af folkevognen, fortalte John.
- Det er en herlig bil. Jeg fandt den her i Odense og faldt straks for den. Det er en model 1973, men den er indregistreret i december 72. Den har kørt 180.000 km, men kører som en drøm, fortalte han, der indrømmede, at han faktisk ikke har forstand på biler.
- Jeg kender heldigvis en, der har, og han hjælper mig. En gammel folkevogn kan man jo reparere med en skruetrækker og en svensknøgle, og det er han god til. Folkevognen laves desværre ikke mere, men der er bygget over 21 mio. af dem på verdensplan, og der bliver stadigvæk produceret reservedele, så den er nem at reparere, og det er forholdsvis billigt. Man skal ikke ud på et stumpemarked for at lede efter reservedele. De kan købes nye, fortælle John, der med stolthed fortalte, at det meste i bilen er det originale fra 1972.
- Den er repareret lidt i lakken og svejset et par steder, men ellers er det originalt det hele. Det gælder også farven, forsikrede han, der også kunne fortælle, at bilen i 1972 kostede 30.437 kr. eksklusiv levering.
Den gamle folkevogn står ikke bare til pynt i garagen. Den bliver brugt.
- Han kører i den stort set hver dag og bruger alt for meget tid på den. Det går ud over den kolonihave, vi har, lød det fra Lone, der dog gerne vil med en tur i bilen, men ikke hver dag.
- Hele sommeren er der træf næsten hver uge, og her er vi ofte sammen. Det er hyggeligt, for det er jo de samme mennesker, der kommer alle steder, så vi kender hinanden og hygger os, fortalte John Vintervad Christensen.
Der var nok at se på og nok at snakke med i søndags i Asaa, så det tog tid at komme rundt, hvis man ville opleve det hele.
Blev man sulten undervejs, var der også råd for det. I et kaffetelt kunne man nyde Lindys berømte jødekager, som han stod og bagte sammen med et par medhjælpere. I et andet telt kunne man nyde en dejlig frokost med sild og fiskefrikadeller. Når man så havde spist og samlet kræfter, kunne man gå videre ud på pladsen og nyde synet af de gamle motorer og biler.