Per Nielsen midt i nybyggeriet. Han er i gang med at opføre en helt ny butik på 300 m2. Den forventes at stå færdig 1. december. Foto: Jørgen Ingvardsen
Mennesker

Lokal succes: Per Nielsen bygger nyt og udvider sit sortiment

29. august 2022 kl. 11:30

- Vi har efterhånden fået for lidt plads, lyder det korte svar fra indehaveren af PN-El Service på Bødkervej i Dronninglund til spørgsmålet om det nye byggeri ud mod Østre Ringgade. Her er man netop gået i gang med et nybyggeri på 300 m2, der skal rumme en helt ny butik.

- Bygningen bliver 4,5 meter høj, og så bliver der glas hele vejen rundt, fortæller Per Nielsen, der videre fortæller, at der i de nye lokaler bliver udstilling af hårde hvidevarer, men at der også bliver plads til lamper og et stort udvalg af alle de elektriske maskiner og dimser, vi bruger i hjemmet.

- Jeg har længe ønsket at kunne tilbyde kunderne meget mere end hårde hvidevarer, og det får vi nu mulighed for. Vi fortsætter naturligvis med vores salg over nettet. Her har vi lige lanceret en ny hjemmeside, som vi forventer os meget af. Vi har kunder i hele landet, og det vil vi fortsat gerne have. Butikken med det større sortiment vil dog især henvende sig til kunder fra nærområdet, siger Per Nielsen, der forventer at kunne slå dørene op til den nye butik omkring 1. december.

Annonceret indhold

Nyeste