Mansur jubelbrøler over sin guldmedalje.
Mennesker

Lokal guld-helt er oplagt til landsholdet: Men der er et problem

29. marts 2023 kl. 10:02

Weltervægtsbokseren Mansur Guargaev fra Brønderslev var i aktion til Hvidovre Box Cup 2023, hvor han skulle i finaledyst.

Formanden fra Brønderslev Bokseklub, Erik Thrane, var tilstede og gengiver, hvordan kampen udfoldede sig. 

- Mansur var kommet på en kæmpeopgave. Han skulle møde den skræmmende og hårdtslående Boyd Machelessen. Og Boyd slår hårdt. Men det gør Mansur også, fortæller Erik Thrane. 

Mansur mødte Boyd i midten af ringen, hvor de to kæmpere udvekslede slag.

- Mansur var bedst. Især hans jabs gav hollænderen problemer. Gang på gang stemplede Mansur ind med sin lige venstrehånds jabs og fulgte op med både serier og hooks, siger Erik Thrane. 

Mansur blev dog også ramt, men var alligevel aldrig i problemer, fortæller formanden. I alle tre omgange scorede han mest.

- Helt ubegribeligt var der en kontradom fra en af dommerne. Måske var han hollænder. Men det var en helstøbt, flot og velfortjent sejr af Mansur. Det var hans største præstation til dato, siger Erik Thrane om guldsejren. 

Kan ikke komme på landsholdet

Sandsynligvis er sæsonen for Mansur nu slut, så han kan se frem til en pause på to-tre måneder. Alligevel vil han fortsætte med at træne hver dag, som han har gjort længe.  

- Han er topmotiveret og en stor inspiration for de andre i klubben. Han lever og ånder for boksning, siger Erik Thrane. 

Formanden vurderer ud fra hans seneste modstandere, at Mansur ville et oplagt emne til landsholdstruppen. 

Men der er et problem. Mansur har ikke opholdstilladelse i Danmark, og derfor er det ikke muligt. 

- I den kommende pause vil vi forsøge at hjælpe ham med at få opholdstilladelse, men det er selvfølgelig ikke nemt, siger Erik Thrane.

Mansur har sin baggrund i russiske Grozny. 

Annonceret indhold

Nyeste