Lokal fond uddelte omkring en halv million kroner
KLOKKERHOLM: Der blev uddelt penge til lastbil, nyt tag, næsebjørnsanlæg og meget andet, da Sparekassen Danmark Fonden Klokkerholm forleden bevilgede i alt 472.854 kroner til en række ansøgere, der alle var mødt op til et fyraftensarrangement, der fandt sted i Klokkerholm Idrætsforenings klubhus.
Det var formanden for fonden, Jette Skiveren, der stod for uddelingen, og hun gav inden uddelingen en kort orientering om fonden og dens historie.
Den stammer tilbage fra 2005, hvor Hellevad-Ørum Sparekasse fusionerede med Sparekassen Danmark. I den forbindelse blev der oprettet en fond med det formål at yde støtte til almennyttige eller velgørende formål inden for sparekassens tidligere markedsområde.
- Vi startede med en kapital på 25 mio. kroner og har hvert år uddelt de renter, der er blevet tilskrevet. Vi har i alt i de 19 år uddelt 14 mio. kroner til 363 ansøgninger i vores område. Det er mange penge, og vi har heldigvis fortsat 25 mio. kroner som bunden kapital, sagde hun.
Der uddeles penge to gange årligt fra fonden. 14 foreningen og intuitioner fik denne gang del i de mange penge. Det gjaldt således Dansk Lastbil Nostalgi, der fik 100.000 kroner til et nyt tag, foreningen Rødder & Vinger, der fik 50.000 til en lastbil, Støtteforeningen til Klokkerholm Dyrepark fik et tilskud på 21.554 til et nyt næsebjørnsanlæg og KIF Fodbold 70.000 kroner.
Til den nystartede håndboldafdeling, KIF Håndbold, der allerede nu har 40 aktive spillere, var der godt 28.000 kroner til opstart.
- Hvor er det skønt at stå her og uddele penge. Det er en fed by, vi bor i, sagde Jette Skiveren, mens de fremmødte nød en stadionplatte efter uddelingen.