Billede beskrivelse

Lions Club fejrer jubilæum og uddeler donationer

09. juli 2024 kl. 06.00

DRONNINGLUND: Lions Club Dronninglund Ingeborg Skeel blev stiftet i april 2004 og kunne således her i foråret fejre 20-års jubilæum. Siden klubbens start er der i alt doneret 1,3 mio. kr. til velgørende formål og heraf er 700.000 kr. uddelt lokalt og 300.000 kr. til ungdomsarbejde og forebyggende indsats i kampen mod unges misbrug primært lokalt.

Det er overskuddet fra de mange forskellige aktiviteter, klubben har haft gennem årene, der har gjort det muligt at yde så stor en støtte til det humanitære hjælpearbejde. Det startede med afholdelse af et par halfester, julemarkeder og salg af tulipaner. Senere er mange flere aktiviteter kommet til. Det drejer sig om salg af kogebøger, kunstnerkort og skrabelodder, efterårsmesse, reklamebanko og salg af kalendere. De to sidstnævnte er afholdt sammen med Lions Club Dronninglund. Nyeste aktivitet er afholdelse af modeshow, og der er allerede gang i planlægningen af endnu en ny aktivitet.

I jubilæumsåret har det været muligt at give donationer ud over det sædvanlige, idet der i klubåret fra juli 2023 til juli 2024 er doneret i alt 137.000 kr. til forskellige formål, hvoraf 75.000 er uddelt i forbindelse med jubilæet i april. Der er således givet tilskud til et nyt badebassin i Ittoqqortoormiit i Grønland, til Klub Øst Dronninglund, der er et mødested for ensomme unge mennesker, ligesom der er fordelt midler til børneinstitutioner, idrætsforeninger, ældreråd og ældreforeninger til forskellige projekter.

De resterende donationer i forbindelse med jubilæet er givet til private ansøgere.

- Uden støtte og opbakning fra det lokale erhvervsliv og lokalsamfundet som helhed havde det aldrig været muligt at lave overskud på de mange aktiviteter. Så en kæmpestor tak til alle, der har støttet klubbens arbejde gennem årene, lyder det fra Lions Klub Ingeborg Skeel, der ligeledes understreger, at den 20-årige klub fortsat er en sprudlende og foretagsom klub, der med frivilligt hjælpearbejde gør en forskel både lokalt, nationalt og internationalt.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste