Lærke er 14 år og håndbolddommer
HJALLERUP: - Overtrådt!
Sådan lyder den klare melding fra dommeren, der dermed annullerer målet. Straks derefter lyder fløjten igen, og spillet sættes i gang. Sådan lød det i Hjallerup Idrætshal i søndags, hvor håndboldklubben afviklede et stort håndboldstævne, og sådan lyder det i mange haller. Det specielle ved kampen i Hjallerup er, at dommeren bare er 14 år. Hun hedder Lærke Kroer og er en af de otte ungdomsdommere, klubben netop har ansat.
- Jeg var da lidt spændt på det, da jeg dømte min første kamp, men den gik godt. Man skal lige lære at sige tingene på en måde, så spillerne forstår det, siger hun.
- Dommerne er vores helte, og i Hjallerup Håndbold er vi superstolte af vores ungdomsdommere, fortæller klubbens formand, Søren Bay Graahede.
- De unge dommere dømmer i kampe til og med U11 og har sagt ja til den vigtige opgave at sørge for fair spil og gode oplevelser for alle på banen. De er unge, de lærer stadig, og de gør deres bedste, så derfor beder vi også alle, spillere, forældre og tilskuere om at vise dem den respekt, de fortjener. De står der nemlig ikke for sjov, men fordi de brænder for håndbolden og klubben. Vi skal jo huske på én ting, nemlig at dommere også er mennesker og ikke robotter. Vi vil gerne være en klub, hvor vi hepper på både dommere og spillere. Et smil og en opmuntrende kommentar kan gøre hele forskellen. På den måde kan man være med til at skabe en fantastisk stemning i hallen med masser af fair spil, god energi og masser af håndboldglæde, siger Søren Bay Graahede.
Lærke har nu fløjtet sin kamp af og kan slappe af. Hun er selv en ivrig håndboldspiller og bruger masser af tid på sporten.
- For mig er det at være dommer også et fritidsjob, og dem er der jo ikke så mange af, når man er 14 år. Vi får jo løn, så det er fedt. Da jeg blev spurgt, om jeg kunne tænke mig at blive ungdomsdommer, sagde jeg straks ja, og det har jeg ikke fortrudt. Jeg har nu dømt fem kampe, og der er meget, jeg skal lære. På nuværende tidspunkt vil jeg nok sige, at jeg er bedre som spiller end som dommer, men jeg vil gerne fortsætte og forhåbentlig blive bedre. Jeg synes, det er sjovt, fortæller Lærke.
En anden ungdomsdommer er Malthe Bøgh på 15 år.
- Vi taler måske ikke altid så pænt til dommerne, og da jeg blev tilbudt selv at prøve at dømme, sagde jeg straks ja, fortæller han og fortsætter:
- Jeg har fået meget mere respekt for det arbejde, dommerne udfører. Jeg synes, mine første kampe er gået fint, og jeg synes, jeg har fundet ud af, hvornår jeg skal fløjte og hvordan. Jeg har da fundet ud af, at det ikke er det nemmeste at være dommer, og jeg ser nok på dommere på en lidt anden måde, efter jeg selv har prøvet. Jeg vil ikke afvise, at jeg senere kunne tænke mig at uddanne mig til dommer, men lige i øjeblikket tænker jeg nok mest på mit håndboldspil. Men jeg elsker at være ungdomsdommer, slutter Malthe Bøgh.