Kurt Larsen (t.h.) har solgt sit vognmansfirma til Jens Holm Transport.
Mennesker

Kurt bliver bag rattet - men dropper ”bøvlet”

12. marts 2023 kl. 07:00

Efter 33 år som selvstændig har Kurt Larsen fra Kraghede lagt vognmandstitlen bag sig. 

I stedet er han nu ansat som chauffør og dermed slipper han fremover for at bruge tid på regnskab og administration. 

- Det var jeg for alvor løbet sur i. Det blev mere og mere bøvlet, lyder det fra Kurt Larsen, der nu er på lønningslisten hos Jens Holm Transport i Øster Brønderslev. 

- Det har jeg det fint med. Jens og jeg kendte hinanden i forvejen. En dag spurgte han, hvornår jeg skulle på efterløn. Så var vi i gang med forhandlingerne, for Jens fulgte op med at fortælle, at han måske gerne ville købe mit firma, forklarer Kurt Larsen. 

- Når alt kommer til alt, så var beslutningen ikke så svær. Jeg blev for et par år siden ramt af en blodprop. Jeg har det fint, men det har alligevel fået mig til at tænke mere over fremtiden. Jeg er 63 år, og man ved jo aldrig, hvordan helbredet arter sig. Da muligheden bød sig, så var jeg ikke længe om at takke ja, tilføjer Kurt Larsen. 

Han suppleres af Jens Holm, der glæder sig over at have fået en erfaren medarbejder ind i virksomheden. - Det fungerer rigtig fint. Kurt kender jo branchen indgående. 

De fleste af hans kunder er fulgt med over til os, så det er nemt at sende ham på landevejen, fastslår Jens Holm. Han har i år 25-års jubilæum som indehaver af virksomheden, der også omfatter autoværkstedet JH Auto.

Kurt Larsen (t.v.) har fået en god modtagelse hos Jens Holm Transport, hvor man især glæder sig over den erfaring han bibringer.  Udover Kurt Larsen og Jens Holm poserer også firmahunden Walther og Jens' hustru Tina på billedet. Sidstnævnte forestår alt det adminstrative i virksomheden.

Begyndte i forældrenes garage

Jens Holm Transport og JH Auto tæller i alt 8 medarbejdere. De fordeler sig på 3 mekanikere, 3 chauffører og en fejedreng. Desuden er Jens’ bedre halvdel, Tina ansat i firmaet til at holde styr på alt fra økonomi til ordresedler. 

Transportdelen baserer sig på kørsel i både ind- og udland og med en kundeskare, der omfatter private såvel som erhverv. 

- Vi har rigtig meget maskintransport, fortæller Jens Holm. 

- Desuden kører vi med byggematerialer og byggeaffald samt naturligvis med grus, sand og jord. Vi udfører også specialtransporter med følgebil, ligesom vi har biler til både kranopgaver, autohjælp og bjergning. Og så sælger vi i øvrigt også træpiller, smiler indehaveren. 

Han grundlagde i sin tid virksomheden som et autoværksted i forældrenes garage i Brønderslev. Transportdelen er kommet til efterfølgende, og den lokale vognmand glæder sig da også over, at der er travlhed på begge fronter. 

- Vi har forsøgt at sprede vores aktiviteter. Hvis der er lidt mindre at lave ét sted, så er der typisk mere at se til i den anden del af virksomheden. Det skaber en vis ro. Og så må jeg bare sige, at jeg med Kurt på holdet har fået en rigtig god sparringspartner. Hans store erfaring håber jeg at kunne trække på i mange år endnu, konstaterer Jens Holm, der for nyligt har erhvervet naboejendommen med tilhørende maskinhal. 

Opkøbet skal i første omgang bruges på at skabe mere albuerum til virksomhedens mange aktiviteter.

Både JH Auto og Jens Holm Transport har adresse på Cedervej 1-3.

Annonceret indhold

Nyeste